Kardon er den vilde forfader til artiskokken. Ligesom artiskokken har den let tornede blade i en støvet, grågrøn nuance og kraftige, meterhøje stængler med store blålilla blomsterkurve i toppen. I modsætning til artiskok, hvor det er de uudsprungne blomsterhoveder, der spises, er det hos kardon de blegede stængler, der repræsenterer en delikat spise.
Kardon stammer fra området omkring Middelhavet og er den vilde plante, hvorfra artiskokken blev udviklet. I antikken kaldtes begge planter for Carduus. Man ved, at den blev dyrket i Ægypten ca. 600 år før vor tidsregning, og det fremgår af optegnelser, at folk brugte mange penge på disse spiselige tidsler.
Kardon findes ikke vildtvoksende i Danmark, men i mange af Middelhavslandene gror den vildt og betragtes endda visse steder som ukrudt, der er svært at slippe af med. Her på vores breddegrader har artiskok og kardon dog ry for at være svære at dyrke, og det er da også korrekt, at Danmark er på deres nordligste grænse, og at de ikke bryder sig om de kolde og våde danske vintre.
Alligevel er der ingen grund til ikke at kaste sig over artiskok- og kardondyrkning - man skal blot satse på at dyrke dem som etårige .... og så glæde sig, hvis de overlever i flere sæsoner.
Frøene sås inden døre ved stuetemperatur i potter eller såbakker i februar-marts. I løbet af en uges tid spirer de, og derefter bør de små nye planter stilles så lyst som muligt ved 15-20 grader. Vand jævnligt, men undgå overvanding. Sørg for, om nødvendigt, løbende at plante dem over i større potter, så planterne har god plads til rødderne. De små planter er ret ’sprøde’, så de skal håndteres forsigtigt.
Dyrk småplanterne i en lys vindueskarm til ca. midt i maj. De bør dog skærmes for direkte, skarp sol. Har man drivhus, kan planterne langsomt vænnes til udelivet ved et mellem-ophold der. Ellers kan man begynde at sætte dem ud i de lune dagtimer, og tage dem ind igen om natten. Først omkring d. 1. juni, når risikoen for nattefrost er absolut ovre, kan de plantes ud på friland.
Planterne skal i køkkenhaven sættes med 60-70 cm mellem planterne. Eller man kan plante dem ud i staudebedene, hvor de nu måtte passe ind med det smukke, grågrønne løv. En lun vokseplads med læ og sol er bedst. Sørg for at vande godt – særligt i begyndelsen, hvor planterne skal etablere sig på friland. Og giv dem noget gødning, så de har noget at leve af. Varme, sol og gødning er kodeordene, når man dyrker både artiskok og kardon!
Først ved høsttide skiller kardon sig virkelig ud fra dens kultiverede slægtning, artiskokken. Det er nemlig slet ikke de umodne blomsterhoveder, som man spiser af kardon, men derimod det nederste tykke stykke af stænglerne, som man ovenikøbet skal blege, før man høster og spiser dem.
Stilkene er fulde af fibre og skal have særbehandling for at blive spiselige. Når planten er vokset til hen på sensommeren, binder man blade og stilke sammen og pakker den nederste del af planten ind i aviser, klude eller fiberdug. Således indpakkede skal de stå i mindst 3-4 uger, så stilkene bleges og fibrene bliver mere tilgængelige. Det er kun det nederste stykke af stænglerne, der spises - og man skal fjerne fiberstrengene inden tilberedning.
Ved høst kan kardon minde om bladselleri i udseende. Stænglerne af kardon skal lægges i vand tilsat lidt citronsaft straks, de er høstet, og de grove fibre er trukket af. Lægges de ikke i vand, mørkner de og bliver brune. Nemmeste tilberedning er at koge dem i let saltet vand i 15-30 minutter og servere dem med smeltet smør eller en god olivenolie. Man kan også frittere de rensede stykker af kardon-stængler: panér dem i æg og rasp tilsat reven parmesan og steg dem gyldne og sprøde i olie. I Italien spises de kogte stængler af kardon med sardeller, hvidløg og smør. I det hele taget findes der masser af gode opskrifter med kardon i både det italienske og andre middelhavskøkkener.
8-10 frø pr. pose.
