Kailaan er en af de mest brugte grøntsager i det kinesiske og sydøstasiatiske køkken. Herhjemme er broccolini, også kaldet bimi eller aspargesbroccoli, blevet meget populær i de senere år – den er en hybrid af netop kailaan og broccoli. Derimod er kailaan endnu ikke så almindelig i dagligvarehandlen, men finder man den, er det normalt under navnet kinesisk broccoli. Kailaan kendes under utallige navne. Går man på asiatiske restauranter eller på lokale markeder eller til gadekøkkener i fx Kina, Vietnam, Burma eller Thailand – eller for den sags skyld til China Towns i vestlige storbyer – kan man finde den under navne som gai lan, kai-lan, guy lon, pak khana eller wan shen. Den omtales undertiden også med benævnelsen fra den botaniske navn: alboglabra. Kær kål har mange navne – her vil jeg kalde den kailaan.
Egentlig er det misvisende at benævne den ’kinesisk broccoli’. For mens man hos broccolien spiser de store uudsprungne blomsterknopper, spiser man – ligesom ved broccolini – hos kailaan hele planten: De sprøde stilke, de spæde blade og de allerførste små blomster. Blomsterne af kailaan er små og spredte og danner ikke antydningen af et hoved som hos broccoli. Kailaan høstes, når de første hvide blomster på planten lige netop er ved at springe ud. Man kan høste hele planten, men normalt begynder man med at høste topskuddet, når dets første blomster folder sig ud. Dermed ansporer man sideskuddene til at gro, og når sideskuddene begynder at blomstre, høster man også dem.
Kailaan spises, som broccolini, ofte kun let tilberedt – grøntsagen må gerne have en smule bid. Udkogte medlemmer af kålfamilien er vi mange, der fik nok af i vores barndom! Kailaan er oplagt i stirfries, hvor man lynsteger grøntsagerne, gerne i en wok. Lynsteg fx med ingefær og hvidløg og tilsæt østerssauce eller servér dem med en lækker dyppelse på soya og peanutbutter. Enkelhed med et asiatisk touch er kodeordet i tilberedelsen af kailaan. Undertiden kan det være nødvendigt at skrælle stilkene af kailaan, men bedre er det at høste af dem løbende, så stilkene spises, mens de er spæde og ikke træede.
Planterne af kailaan minder om diverse former for bladkål. Det menes da også, at kailaan er en forædlet version af den portugisiske bladkål, couve tronchuda – efter sigende skulle portugisiske sømænd ha’ bragt deres lokale kål til Kina i 1500-tallet, hvorefter kineserne så forædlede den til deres egen kailaan. Bladene af kailaan sidder spredt op langs den tykke stængel og både blade og de lysere stængler har et blågrønt skær. Planten bliver ca. 40-60 cm høj.
Frøene af kailaan sås direkte på voksestedet fra primo maj til august. Det er en god ide at så af flere omgange for at sprede høsten over en længere periode. Beregn ca. 15–20 cm mellem planterne, sås der for tæt, bør man tynde ud i småplanterne. Trives bedst i en let og muldet jord, sørg for at vande i tørre perioder. Og så skal planterne have noget gødning nogle gange i løbet af vækstsæsonen. Helt optimalt er det, hvis man har gravet noget møg ned på voksestedet allerede efteråret før, men har man ikke lige fået gjort det, så skal man blot tilføre gødning, mens kålen vokser.
Som andre kål er kailaan en relativ nem grøntsag at dyrke. Oven i købet tåler den en del sommervarme – hvor mange asiatiske grøntsager meget nemt går for hurtigt i blomst og stok, hvis de dyrkes i sommerperioden, klarer kailaan det for det meste. Kailaan vokser relativt hurtigt, normalt går der ca. 60 dage fra såning til høst. Derfor kan der sås helt hen til august med høst hen omkring oktober. I modsætning til familiemedlemmet, grønkål, der tåler at stå ude vinteren igennem, tåler kailaan dog ikke frost, så der skal høstes inden den første frost – eller man kan forlænge sæsonen en smule ved at dække med beskyttende fiberdug.
Som andre medlemmer af Brassica-, kål-familien, har kailaan én virkelig alvorlig fjende: Sultne kållarver! I løbet af sæsonen skal man holde et skarpt øje med de ellers ganske yndige kålsommerfugle, som vil lægge deres æg i den dejlige kailaan. De satans kållarver kan nemlig nemt sætte et kålbed til livs på ganske kort tid. Man kan holde dem væk med hermetisk sluttende fiberdug, eller man kan holde udkig efter kålsommerfugle og deres larver – og straks fjerne bæsterne, hvis de har nået at klække på ens kålplanter. Man kan også sprøjte med et biologisk produkt med bakterien bacillus thuringiensis - det er effektivt og godkendt også til økologisk avl. Da kålsommerfugle lægger nye æg over en lang periode, skal behandlingen gentages med jævne mellemrum.
Ca. 100 frø pr. pose.
