Ikke mange grøntsager har det som rødkål, hvor grøntsagens navn samtidig er synonymt med en ret, en måde at tilberede grønsagen. Rødkål er en grøntsag, men rødkål er også det helt klassiske tilbehør til juleanden og de brunede kartofler, hvor den fintsnittede kål koges med eddike, ribegelé, måske lidt krydderier og måske æbler – alt efter hvad familietraditionen nu foreskriver. Men selv om den hjemmelavede julerødkål er skøn, kan grøntsagen rødkål bruges på så mange andre måder – og heldigvis er den blevet populær igen sammen med kålens generelle genkomst i det nye nordiske køkken. Helt fintsnittet kan rødkål indgå i utallige kombinationer, frugt og nødder fx er godt sammen med rødkål. Husk altid noget syrligt – det være sig eddike, citron- eller appelsinsaft, balsamico eller blot syren fra sure æbler – syre får det bedste frem i rødkålen.
Rødkål er egentlig en hvidkål, hvis blade er farvet stærkt mørklilla af et højt indhold af anthocyaniner. Anthocyaniner en stor gruppe farvestoffer, som optræder i mange rød-blå nuancer, og anses for at virke som antioxidanter og dermed bidrage til den høje næringsværdi af fx mange bær. Det er bl.a. årsagen til, at blåbær er blevet udnævnt som superfood. Betegnelsen superfood er nok delvis et markedsførings-trick, men begrebet kan med en vis ret bruges om fødevarer, der indeholder næringsstoffer som for eksempel anthocyaniner og antioxidanter. Antioxidanter er naturlige substanser, der findes i frugt og grønt, de neutraliserer de såkaldt frie radikaler, der er ustabile iltmolekyler og forbindes med udvikling af kræft, hjertesygdomme og ældning.
Udover de sunde og velsmagende kvaliteter, har rødkål også udseendet med sig, så man har lyst til at dyrke dem bare for deres skønhed. De store blade omkring hovedet har en vidunderlig, støvet blå-lilla farve, så man må endelig nyde dem både i haven og også bruge de udvendige blade i blomsterdekorationer og buketter – imponerende er de! Farven kan variere noget efter jordens surhedsgrad: I sur jord er bladene rødlige, mens den blålige farve dominerer, når rødkålen dyrkes i jord med en neutral pH-værdi. Derfor kan den samme sort af rødkål se forskellig ud i forskellige køkkenhaver.
’Langedijker’ er en flot rødkål med fine og faste, mellemstore hoveder - de færdigudviklede hoveder kan opnå en vægt på to-tre kg. Smagen bliver bedst, hvis rødkålshovederne får lov til at modne i køligere temperaturer, hvilket taler for først at så hen i maj måned. Jo langsommere kålhovedet gror, jo fastere bliver det og jo bedre holder det sig. ’Langedijker’ er på grund af de tætte, faste hoveder meget egnet til vinteropbevaring.
Ca. 100 frø pr. pose.
Om kål
Kålen har i årtier været en hadegrønsag for mange, hvorimod den tidligere var selve essensen af en køkkenhave - kålgårde hed de før i tiden. Med skræk erindrer jeg selv barndommens brunkål, som var hvidkål kogt i timevis med flæsk, eventuelt serveret med medister. Vel egentlig en herreret, serveret med sennep, rødbeder og groft rugbrød, men barndommens afsky for denne vederstyggelighed sidder endnu i mig. Heldigvis har dog både jeg og rigtig mange andre taget kålen til os igen - og man behøver jo ikke koge disse gode, nordiske grøntsager til ukendelighed!
Kål er et omfattende begreb - fra de faste, runde hovedkål som hvidkål og rødkål, de spidse af slagsen, det krøllede savoykål, den sprøde frostfaste grønkål og til de små nuttede rosenkål. Og blomkål, broccoli og så videre. Har man kun et mindre køkkenhaveareal, er det nok ikke de tunge hovedkål, der er førstevalget som kålafgrøde, for dem kan man få i handlen til rimelige priser hele vinteren. Men er man kålglad og har plads, så er hvidkål og rødkål dejlige, sunde, velsmagende og flotte afgrøder!
Hovedkål sås ude fra april. Man kan så direkte på friland, men det er svært at holde jordstykket ukrudtsfrit, indtil kålplanterne er store nok til at hamle op med ukrudtet, så bedst er det at så dem i såkasser eller -bakker ca. midt i april. Frøene kan sås ret tæt og såbakkerne stilles i drivhus eller drivbænk, men medmindre der er sen hård aprilfrost, kan de også klare sig udendørs. Småplanterne plantes på friland, når de er til håndtere og er kommet i groning. Nu skal der beregnes god afstand mellem planterne - hovederne skal have plads til at udvikle sig.
Kål trives bedst i en let og muldet jord, husk endelig at vande i tørre perioder. Det er en god ide at dække jorden mellem kålplanterne med afklippet græs, visne ukrudtsplanter o.lign. - det vil både medvirke til at holde på fugten og begrænse fremspirende ukrudt. Og så skal planterne have noget gødning nogle gange i løbet af vækstsæsonen. Helt optimalt er det, hvis man har gravet noget møg ned på voksestedet allerede efteråret før, men har man ikke lige fået gjort det, så skal man blot tilføre gødning, mens kålen vokser. Man kan med fordel dyrke den dér, hvor man dyrkede ærter året før, for så vil kålen nyde godt af den kvælstof, som ærterne har samlet i jorden. Og man bør alligevel aldrig dyrke ærter på samme sted flere år i træk.
Kål er egentlig relativt nemme at dyrke, men den har én virkelig alvorlig fjende: Sultne kållarver! I løbet af sæsonen skal man holde et skarpt øje med de ellers ganske yndige kålsommerfugle, som vil lægge deres æg i ens dejlige kål. De satans kållarver kan nemlig nemt sætte et kålbed til livs på ganske kort tid. Man kan holde dem væk med hermetisk sluttende fiberdug, men det er både særdeles upraktisk og ikke særlig kønt. Og lad os blot indrømme det: En del af fornøjelsen ved at dyrke kål er, at de ser så smukke og livskraftige ud i køkkenhaven! Så man må holde udkig efter kålsommerfugle og deres larver – og straks fjerne bæsterne, hvis de har nået at klække på ens kålplanter. Man kan også sprøjte med et biologisk produkt med bakterien bacillus thuringiensis - det er effektivt og godkendt også til økologisk avl. Da kålsommerfugle lægger nye æg over en lang periode, skal behandlingen gentages med jævne mellemrum.
Både rødkål og vintersorter af hvidkål kan opbevares længe i kælder eller kule. Tidlige sorter af hvidkål er generelt bedst egnet til at blive spist relativt hurtigt efter høst.
