Af den store ærteblomst-familie er den velduftende etårige sommerblomst, Lathyrus odoratus, utvivlsomt den mest kendte og meget elskede blandt havefolk. Som udgangspunkt er medlemmerne af ærteblomstfamilien ikke spiselige og hører til i prydhaven, snarere end i køkkenhaven. En undtagelse er denne flerårige knold-fladbælg, der udmærker sig ved at danne spiselige knolde af nøddestørrelse. Lad det være sagt med det samme: det er kun knoldene, der er spiselige, hverken blade, blomster eller frø bør spises!
Men under jorden på denne særlige ærteblomst gemmer sig små knolde, der er spiselige med en smag, der sammenlignes med ægte kastanje og søde kartofler. Knoldene kan dampes eller ristes og er en fin og udsædvanlig delikatesse. Det vides, at man tilbage i 1700-tallet dyrkede knold-fladbælg i større skala i den tyske Rhindal og i Holland, og at det var en eftertragtet lækkerhed på franske madmarkeder. Men ellers er det mere en plante, der er blevet dyrket privat i køkkenhaverne med en lille, men lækker høst for øje. På engelsk kaldes knold-fladbælg, Earthnut pea – direkte oversat: jordnød-ært.
Planten af knold-fladbælg ligner staude-lathyrus. Den bliver omkring en meter i højden og hæfter sig med slyngtråde, på hvad den nu kan få fat i. Så man bør give den et espalier, et stativ el.lign. at klatre op ad – eller lade den krybe hen ad jorden. Stænglen er kantet, bladene finnede og ellipseformede og planten blomstrer i juli-august med store pink ærteblomster, kønne og velduftende.
Dyrker man den flerårige plante for at høste knoldene, vil man få en stærkere bestand, hvis man har tålmodighed og venter med at høste første gang på andetåret. Knoldene høstes om efteråret, når planten begynder at visne ned. Hver enkelt plante giver ikke nogen stor høst, så betragt knoldene som en delikatesse snarere end som en rodfrugt, der skal føde hele familien. Der skal graves dybt, for at nå ned til knoldene. Graver man alle knolde op under en plante, udrydder man samtidig planten. Derfor bør man efterlade et antal knolde i jorden, som så kan skyde igen året efter. Vil man ’forædle’ sine knold-fladbælg, kan man tage de største knolde fra og opbevare dem køligt og frostfrit, for så at lægge dem det efterfølgende forår – som man lægger kartofler. Har man ikke fået høstet om efteråret, kan man også grave ned efter knoldene i frostfrie perioder i løbet af vinteren eller i det tidlige forår.
Knold-fladbælg er en stærk plante, der kan sende underjordiske sideskud ud og dermed brede sig. Det anbefales derfor at dyrke den et sted, hvor den godt må fylde lidt. Fx sammen med jordskokker, som også har det med at brede sig lidt med underjordiske sideskud og knolde. Vil man dyrke den kontrolleret, kan man eventuelt dyrke den i en stor spand, balje el.lign. – evt. kan man grave baljen ned i jorden.
Knold-fladbælg trives i fuld sol til halvskygge i en almindelig havejord; den er ikke så krævende med vækstforhold og er i det hele taget en relativ nem plante at dyrke.
Dog kan det undertiden være lidt svært at få liv i frøene. Frøene er meget hårde, og det anbefales at lægge dem i blød i vand i et døgns tid, inden de sås. Man kan også forsøge sig med såkaldt scarification, hvor man beskadiger frøets hårde skal for at fremme spiring – det kan fx gøres ved at slibe dem let i overfladen mellem to stykker sandpapir. Efter iblødsætning og eventuel slibning af frøene, sås de i en potte, der stilles ved ca. 20 grader. Man kan så indendørs i stuetemperatur fra det tidlige forår eller udendørs fra omkring maj. Der kan gå op til 50 dage, inden frøene spirer, men når de først har spiret, vokser planten til gengæld hurtigt.
Ca. 10 frø pr. pose.
