Violfrøstjerne er en høj (ca. 100-130 cm) staude, der på spinkle, men strunke, stilke bærer et mylder af små fine blomster med lyslilla kronblade og sartgule støvdragere. Måske ikke lige den mest oplagte farvekombination, men som naturen har blandet farverne i violfrøstjernen, er det blevet særdeles vellykket. Løvet er let og lysegrønt, som pletter i luften, og holder sig i ca. 30 cm's højde, mens blomsterstænglerne skyder opad og forgrener sig.
Udover den enkelte blomsts yndighed er det hele plantens fysiognomi, der betager. For de mange blomster, tæt fordelt på de supertynde, forgrenede stilke, giver en let fornemmelse, som af en lyslilla svævende sky. For at det skal komme til sin ret, når man dyrker planten, er det en god ide at placere den mod en rolig baggund - fx en grøn bøgehæk eller mellem buske af rhododendron, som med deres blanke grønne blade også giver en rolig baggrund.
Violfrøstjerne har en lang blomstring i juli-august. Kan man nænne det, er både dens blomster og blade yndige som snitblomster - enten i sammensatte buketter med andre blomster eller et par enkelte stilke skulpturelt sat i en smuk vase.
Violfrøstjerne trives bedst i en fugtig, veldrænet jord: den trives fint i et surbundsbed, i skovbundsbedet eller i et ikke for tørt staudebed. Foretrækker sol eller vandrende skygge. Den bryder sig dog ikke om for varme og tørre somre, så giv den vand i tørre perioder og placér den, så den ikke er i direkte sol i de varmeste timer midt på dagen.
Da violfrøstjerne først blomstrer hen mod august måned, kan den i kølige sensomre ikke nå at udvikle spiredygtige frø. Men er eftersommeren lun, vil violfrøstjerne så sig selv hist og pist i haven. Dette er en gave! Med sin lethed bliver den aldrig et problem - jeg har aldrig hørt om haveejere, der fik for mange violfrøstjerne!
Violfrøstjerne er nem at frøformere. Kan sås hele året - også i den kolde periode. Læs mere om frøformering af stauder under 'Om at så'.
Ca. 18 frø pr. pose.