’Yugoslavian Finger’ er en nærmest spooky udseende, hvid squash med mærkelige, fingerlignende udspring rundt i kanten. Det er en gammel sort, der kan dateres helt tilbage til i hvert fald 1885, hvor den efter sigende blev introduceret til USA af en jugoslavisk indvandrer.
Plukker man frugterne, mens de er relativt små (ca. 8-10 cm i diameter), er skindet blødt som på andre sommersquash. Man kan også lade squash’en vokse sig lidt større (ca. 15-20 cm i diameter) og skindet vil så blive tykkere og squash’en vil begynde at minde mere om en vintersguash og kan så også holde sig lidt længere end almindelige sommersquash.
Smagen betegnes som en smule nøddeagtig og selv når ’Yugoslavian Finger’ spises som sommersquash, har de en delikat sprødhed over sig. Og så ser de simpelthen så sjove ud! En oplagt grøntsag til børnenes have.
4 frø pr. pose.
Om courgetter, squash og zucchini
Kært barn har mange navne, når det gælder disse agurkelignende medlemmer af græskarfamilien. Navnene squash, zucchini og courgette er hhv. det amerikanske, det italienske og det franske navn for samme grøntsag. Når det gælder de franske og italienske navne, courgette og zucchini, er der tale om de vandholdige, agurkelignende grøntsager med tynd skræl. Det amerikanske navn, squash, dækker både over sommersquash, som er de ovennævnte, og over vintersquash, som har tykkere skræl, er længere om at udvikle sig – og som i øvrigt kan gemmes til vinteren. Sommersquash med den tynde skræl skal derimod spises, mens de er friske og inden de bliver for store. Nedenfor vil jeg betegne de tyndskrællede ved deres franske navn, courgetter.
Kender man kun courgetter fra supermarkedet – eller endnu værre: Når en behjertet haveven har fået for mange og for store courgetter og gavmildt har delt ud af dem – så er det svært at blive rigtigt begejstret for de noget anonyme grøntsager, hvis indre har en skumgummiagtig konsistens. Og fri mig for at få disse halv- eller helstore courgetter serveret rå i en salat eller revet til råkost – de er absolut kedelige i både smag og konsistens. Men dette ansporer faktisk blot til at dyrke dem selv: Courgetter skal nemlig spises, når de er omkring 10-12 cm lange – og så små kan man sjældent finde dem i handlen. Friskhøstede i den størrelse har de en mild og delikat smag.
Courgetter skal efter min mening tilberedes for at få den gode smag frem. Helt enkelt stegt i olie bliver de meget velsmagende og de indgår naturligt i grøntsagsretten ratatouille sammen med fx auberginer, løg, peberfrugter og tomater. Fidusen ved at dyrke courgetter selv er, at man kan plukke af dem, mens de endnu kun er de anbefalede 10-12 cm lange. Og courgette-planter er så visseligt indrettet, at jo flere man plukker, jo flere frugter sætter de. Så plukker man tit og ofte af de små lækre, får man mange flere af dem. Lader man dem derimod vokse sig store, bliver de kedelige - rent ud sagt uspiselige - og sætter færre nye blomster og dermed færre nye courgetter.
Blomsterne af courgetter er i øvrigt et kapitel for sig. De er store og smukke og gule – på en glad sommerdag i urtehaven fristes man til at plukke en og sætte i håret. Et par enkelte i en vase er en smuk, omend kortvarig, glæde. Men endnu mere interessant er det, at de fine gule blomster, lige knap udsprungne, kan spises. Går man på marked i syden, vil man finde de friske blomster til salg i bundter. Normalt tilbereder man dem ved at dyppe dem i en let dej og stege dem i rygende varm olie. Serveres straks som en lækkerbisken. Klassisk er det at spise dem som antipasta eller i en risotto. Man kan også farsere dem: Fylde de lukkede blomster med fx mozarella og fintsnittede grøntsager og derefter bage dem møre og sprøde i ovnen.
Courgetter er noget af det nemmeste at dyrke, blot man husker på, at de er kuldefølsomme. De kan sås direkte på friland, men det skal i så fald ikke ske før efter d. 1. juni. Det er dog en god ide at forspire dem inde i stuetemperatur i slutningen af april. Hold jorden fugtig, men ikke for våd, og sørg for at småplanterne får masser af lys, så de ikke bliver blege og ranglede. Har man drivhus, kan man give dem et mellemophold der. Planterne kan sættes på friland hen omkring d. 10. juni. Det er en god ide at dække dem med fiberdug el.lign. i de første dage, da de gerne reagerer med lidt chok over de ændrede forhold. Men når de først får fat, er det en succeshistorie at dyrke courgetter – de gror glad og gerne og leverer masser af courgetter, blot man hele tiden plukker af dem.
Courgetteplanter er buskagtige – de løber ikke henad jorden som de beslægtede græskar – og kræver god plads: Beregn ca. én kvm pr. plante. De fylder godt op i haven, men normalt skal der ikke mere end et par planter eller tre til at dække en families behov. Planterne kræver løbende tilførsel af næring og må ikke tørre ud. I en lun sommer og tilført rigelig næring og vand, vil planterne kvittere med courgetter, zucchini, squash en masse. Trives planterne bliver de store og frodige og sætter an til nye frugter i månedsvis, lige indtil den første frost forvandler planterne til en gang slimet snask.
Traditionelt har man dyrket courgetter og græskar på kompostbunken, hvor de trives fint på det næringsrige kompost – vær dog opmærksom på at de samtidig suger næringen ud af komposten.
Der findes forskellige sorter af courgetter i sortimentet - se disse som selvstændige produkter.
