Jordmandel
Cyperus esculentus

Jordmandel har botanisk set slet ikke noget med mandler at gøre, ej heller er det en nød. Jordmandel er et sivlignende halvgræs, der på rødderne udvikler små, 1-2 cm lange, stængelknolde, der med deres søde, nøddeagtige smag kan spises som mandler – smagen kan beskrives som en fusion af mandel og kokos.

Jordmandel er i familie med papyrus og har været dyrket i Egypten siden før vor tidsregning og i Sydeuropa i adskillige århundreder. I Norden er den kendt som kulturvækst siden 1800-tallet. Da det nordiske klima ikke er dens oprindelige, vil jordmandel sjældent nå at sætte blomst og frø i vores klima, men det gør ikke noget. Det er nemlig de underjordiske knolde, der gør den interessant, og de kan godt nå at udvikle sig over en dansk sommer, blot man sår tidligt og ikke høster før allersidst på sæsonen.

Jordmandlerne kan spises både rå og ristede. Man bruger dem i vid udstrækning, som man ville bruge mandler. Rå har de et god bid og er gode i en salat. En simpel måde at tilberede jordmandlerne på er at tørriste dem på en pande i nogle minutter for at intensivere nøddesmagen. Derefter kan de serveres som en delikat og anderledes snack eller de kan hakkes og bruges som drys over fx en salat, i supper eller over stegt fisk eller kød. De kan også honningristes til fx desserter og kager eller ristes med salt som saltmandler. Jordmandler har også været brugt til mandelmælk, kaffeerstatning og mandelmasse til bagning o.lign.

I Spanien dyrkes jordmandler især i området omkring Valencia, hvor de bl.a. bruges til en kold, mælkeagtig drik kaldet horchata de chufa. Denne spanske mandelmælk anses for en helsedrik, og jordmandler er da også sunde med et højt indhold af proteiner, mineraler, vitaminer og umættede fedtsyrer. Jordmandler kan spises af nøddeallergikere, da de jo ikke er rigtige nødder og dermed ikke indeholder de stoffer, som nøddeallergikere reagerer på.

Frø af jordmandel sås inde i februar-marts. Frøene er bittesmå, næsten støvagtige, og kan være lidt svære at håndtere. Bland dem eventuelt med lidt fint sand iblandet lidt såmuld og drys blandingen ud ovenpå jorden og tryk den let til. Vand forsigtigt - eventuelt ved at spraye med en forstøverflaske - så alle de små frø ikke bliver skyllet væk. De spiselige, underjordiske knolde har en lang udviklingstid og kræver en let fugtig jord og megen varme. Oplagt er det at dyrke dem i store potter i drivhus eller -bænk, men de kan også stå i en lun, solfyldt krog. På gode, varme somre vil knoldene også kunne udvikles på friland – man kan eventuelt dyrke planterne i plasttunneler. De 35-50 cm høje, græslignende planter tåler ikke frost, så skal de vokse udendøre, må de ikke sættes ud, før slutningen af maj, hvor al risiko for nattefrost er ovre. Sæt de forspirede planter i jorden, fem cm dybt i grupper på tre, med 20-25 cm mellem grupperne.

Jordmandlerne høstes så sent som muligt – oktober-november - inden frosten kommer. Det er vigtigt, at knoldene får lov til at gro så længe som muligt for at udvikle sig – helst skal de være ca. to cm lange, når de graves op. Hvis der er den mindste risiko for nattefrost, inden de høstes, kan man natdække planterne med fiberdug el.lign. for at forlænge sæsonen en smule. Af en enkelt plante kan man høste lige fra nogle ganske få jordmandler til op mod 70-80 knolde, hvis planterne har udviklet sig helt optimalt. De små knolde vaskes rene, smårødder fjernes og jordmandlerne er derefter klar til brug. Det er lidt af et pillearbejde, men man behøver heldigvis ikke at skrælle dem. Har man høstet flere, end man kan bruge her og nu, kan de tørres og derefter gemmes i nogle måneder. I Spanien tørres størstedelen af høsten af jordmandler og det er de tørrede knolde, der bruges til horchata de chufa-drikken. Tørristede jordmandler har også en god holdbarhed i en lufttæt bøtte.

Hvis man vil dyrke jordmandler flere år i træk, kan man så hvert år i februar-marts. Men man kan også tage nogle knolde fra første års høst, sætte dem i sand eller meget let fugtigt pottemuld og overvintre dem køligt og frostfrit. Knoldene kan så bringes til spiring det efterfølgende forår.
Ca. 50 frø pr. pose.