Aspargesært
Tetragonolobus purpureus

Aspargesært er en af de gamle køkkenurter, der i disse år - fuldt fortjent - får en renæssance i det nye nordiske køkken. Aspargesært har været dyrket i Norden siden 1600-tallet, og trods navnet er den hverken i familie med ærter eller asparges. Men en engelsk gartner, Philip Miller, nævnte den i 1734 i en artikel og sammenlignede de små frø i bælgene med ærter og bælgenes smag med asparges – hvilket på engelsk gav den navnet Asparagus Pea.

Det er en iøjenfaldende og smuk plante, som kan dyrkes blandt køkkenurterne eller sammen med sommerblomster i en skærehave. Planten er nemlig vældig køn med dens fintformede, støvetgrønne blade og tofarvede blomster i dybrøde nuancer – man kan sagtens fristes til at inddrage den i sommerbuketter. Bælgene er særegne, kantede med ’vinger’.

Aspargesært vokser til små buske - beregn ca. 40 cm mellem rækkerne, hvis de dyrkes i rækker. De behøver ingen opbinding, men kan være kønne bundet op ad et stakit eller hegn. Aspargesært kan høstes længe – jo flere man plukker, jo flere nye blomster og bælge producerer planten. Den fortsætter med at sætte nye blomster og bælge til langt ind i efteråret.

Både blomster og bælge af aspargesært er spiselige. Blomsterne er fine fx drysset på en salat, og bælgene dampes let eller blancheres, al dente, og spises hele. Man bider/sutter det bløde kød af bælgene og efterlader eventuelle træede dele. Kan i smag minde om artiskok og asparges. Bælgene kan også sauteres i smør. De vingede bælge plukkes og spises, mens de er forholdsvis spæde – ca. 3-5 cm lange – da er de yderst delikate. Det siges, at aspargesært i det gamle Ægypten var så eftertragtet en spise, at kun Farao’en måtte spise den!

Aspargesært kan forspires inde i april til udplantning i maj eller sås direkte på voksestedet maj-juni. For at fremme spiringen kan man eventuelt lægge de små, hårde frø i blød i vand natten over inden såning. Aspargesært trives bedst i sol og i en god, fugtig, men veldrænet havejord.

I lighed med bønner og ærter behøver aspargesært ikke at blive tilført gødning, idet planterne er kvælstofsamlende – rent faktisk beriger de jorden til gavn for andre planter.
Ca. 20 frø pr. pose.