Den toårige kvan er blevet velsignet ved dåben med navnet Angelica, som betyder engel og – som om det ikke var nok – derudover artsnavnet archangelica, som betyder ærkeengel. Kvan kendes også under navnet ’engle-urt’ eller på engelsk: Holy Ghost. Det er en gammel kulturplante, en af de første, der blev dyrket i Danmark i særlige kvangårde. Dens høje indhold af c-vitamin har givet den stor betydning – ikke mindst på Færøerne, Grønland og Island, hvor den naturlige forekomst af vitaminrige grøntsager var og er knap. Også de omkringfarende vikinger tog den med på deres rejser for at forebygge skørbug. Duften fra kvanens blade og stængler er aromatisk krydret og frisk – det siges, at man nærmest kan dufte c-vitaminerne!
Kvan er tidligere blevet brugt både i madlavning og medicinsk. Med det nye nordiske køkken er den ved at blive populær i køkkenet igen. Alle dele af kvan kan spises. I Grønland bruger man hele planten: Roden kan koges og anvendes som pastinak. De aromatiske frø bruges i både frisk og tørret udgave til at krydre fisk, lam og sæl. Stænglerne flødestuves, dampes, marineres eller steges med fx løg som tilbehør. De friske blade bruges som salat, hakkes til dressinger o.lign eller bruges i en suppevisk. Tørrede, knuste kvanblade bruges som krydderi i fx en fiskesuppe. De grønne bladskeder, der omgiver blomsterskærmene, kan fyldes med (fiske-)fars og bages i ovnen.
Kvanstilkene er meget velegnede som ingrediens i marmelade, syltetøj og geléer. Ofte bruges den sammen med rabarber, idet den dæmper rabarberens oxalsyre. Kvan giver også en god smag til frugtgrød, kompot og chutney.
I både Norden og Middelhavslande bruger man at kandisere de spæde, friske kvanstængler (se billede 4). Kandiserede kvanstængler er sprøde og søde og virkelig lækre – kan minde om sukat. De kan spises som slik, serveres til is eller knuses og drysses på kager eller desserter. De kan også hakkes og bruges i bagværk i stedet for sukat eller pomerans. Kandiserede kvanstængler kendes som confiture d’angelique og kan købes i specialbutikker, men er også ret nemme at lave selv. De unge stilke af kvan er de mest velsmagende, idet de er sprøde og endnu ikke træede. Tørrede kvanblade kan bruges som urtete og både rødder, blade, stængler og frø kan bruges til kryddersnaps og likør.
Denne nordatlantiske kæmpe har den dobbelte fordel, at den både er god i madlavning og er en fantastisk flot og skulpturel plante, der i egen ret er velegnet som prydplante i haven – også selv om man ikke gider spise kvan. Kvan kan sagtens dyrkes i prydhaven; i staudebedet, som solitærplante eller i en stor krukke.
Kvan er en toårig plante i skærmplantefamilien. Som andre toårige giver den det første år blot en bladplante - stor, grøn og frodig bliver den. På andetåret sker forvandlingen: den lidt anonyme bladplante skyder i juni-juli tykke, oprette stængler, som kan blive op over to meter høje. For enden af stænglerne sidder de små gul-grønne blomster samlet i kuglerunde skærme. De små runde skærme er samlet i en større skærm og danner tilsammen kugler på størrelse med en lille håndbold – en dobbeltskærm, kaldes det. Imponerende og smukt! De kraftige, runde stængler er hårløse, rillede og hule – og det er blandt andet dem, man benytter i madlavning.
Kvan kaldes Nordens ginseng. Medicinsk er det særligt pæleroden, der er blevet benyttet. Henrik Smid, der var en kendt og anerkendt læge i den sene middelalder, skriver: ’Kvan er kendt overalt og alle vil have den i sin have. Den uddriver gift, varmer og fordeler blodet. For pest drikkes knust angelik.’
Kvan vil helst stå fugtigt og bryder sig ikke om fuld sol. Et voksested med såkaldt vandrende skygge – altså vekslende sol og skygge – trives den godt med. Kvan er en god plante for havens dyreliv: den tiltrækker mange bestøvende insekter, og fugle holder både af de mange insekter, der svirrer omkring planten, og af at spise de talrige frø.
Kvan er nem at frøformere. Dog mister frøene – som det ofte er tilfældet med skærmplanter – forholdsvis hurtigt spireevnen. Derfor er de kvanfrø, jeg sælger altid af den nyeste høst. Kvan er en ’kuldekimer’, dvs at frøene kræver en kuldeperiode for at spire. Så dem derfor gerne ude efterår, vinter eller i det tidlige forår – læs mere om frøformering af stauder og toårige under ’Om at så’.
Ca. 25 frø pr. pose.
