Coco de Paimpol er en havebønne, men spørg enhver gastronomisk kyndig franskmand og han eller hun vil fortælle, at Coco de Paimpol skam ikke er en hvilken som helst bønne, men en helt særlig bønne! Kald Coco de Paimpol for blot en bønne? Quelle horreur, vil en franskmand udbryde!
Coco de Paimpol-bønnerne er et registreret og beskyttet navn, der kun bruges om disse ensartede, ægformede og kridhvide bønner, der ligger i stråfarvede bælge, ofte med violette pletter på bælgene. Paimpol ligger i departementet Côtes-d'Armor i den nordvestlige franske region, Bretagne, og det er her Coco de Paimpol-bønnerne dyrkes til levering i hele Frankrig. Når den franske husmor eller chef går på markedet efter Coco de Paimpol-bønner er det fra august og nogle måneder frem. For selvom de hvide Coco de Paimpol-bønner kan tørres og gemmes som almindelige havebønner, er det ikke sådan franskmændene køber dem. Coco de Paimpol-bønnerne købes på demi-sec-stadiet – dvs når bønnerne er delvist tørrede og endnu i deres bælge. Rigtige Coco de Paimpol-bønner fra Côtes-d'Armor dyrkes med stor nænsomhed og høstes manuelt, når bælgene er begyndt at tørre en anelse.
Historien om Coco de Paimpol-bønnerne henføres til en sømand ved navn Alban, der bragte denne bønne-type hjem fra Sydamerika i 1928. Man dyrkede allerede bønner i Côtes-d'Armor, men sømanden Albans bønner var af en kvalitet, de gode borgere i Paimpol ikke tidligere var stødt på. Og resten af Frankrig ej heller. Coco de Paimpol-bønnerne er smukt ensartede, skindet på hver enkelt bønne er meget tyndt - uden den grovhed, der undertiden kendetegner bønner. Ved tilberedning bliver bønnerne møre og smelter på tungen med en karakteristisk let blomster- og nøddeagtig smag. Oven i købet hævder franskmændene, at Coco de Paimpol-bønnerne ikke, som ellers velkendt fra andre bønner, giver flatulens – altså lige lovlig meget luft i maven!
Indtil slutningen af 1930’erne blev Coco de Paimpol-bønner udelukkende dyrket i private haver. Bønnen får æren af at Côtes-d'Armor-borgerne undgik at sulte under 2. verdenskrig og fra 1948 blev dyrkning, høst og markedsføring af bønnen sat mere i system. I begyndelsen solgtes bønnerne tørrede som så mange andre bønnetyper, men først da man begyndte at sælge dem halvtørre, demi-sec, fik de deres nationale gennembrud.
Coco de Paimpol-bønnerne har nu fået en AOC-certificering – en slags statslig fransk blåstempling af lokale fødevarer. AOC, Appellation d'origine contrôlée, er mest kendt som et lokalt kvalitetsmærke på franske vine og oste, men kan altså også tildeles en bønne.
Dyrker man sine egne Coco de Paimpol-bønner, er det oplagt at høste og spise dem demi-sec, som franskmændene gør. Demi-sec, eller halvtørre, er de, når væksten stopper og bælgene ganske svagt begynder at tørre. Bønnerne bælges, som når man bælger ærter – dvs. at de smukke hvide bønner tages ud af bælgene. Som alle andre bønner af Phaseolus-familien, skal Coco de Paimpol-bønner tilberedes, inden man spiser dem. Grundlæggende bør de simre i ca. 20-35 minutter til de er møre, men endelig ikke udkogte - tjek dem jævnligt. Herefter kan de tilsættes supper, sammenkogte retter, salater eller pastaretter. De er oplagte i den franske klassiker cassoulet, en gryderet hvis hovedingredienser er confiterede andelår, pølser og hvide bønner. En lækker frokostret eller tilbehør til hovedret laver man ved at lade bønnerne simre under låg sammen med friske tomater, friske krydderurter efter smag, hvidløg og et ordentligt skvæt olivenolie. Krydres med salt og peber og efter ca. 30-35 minutter har bønnerne opsuget det meste væske og man har en intenst smagende bønneret. Serveres den med fx et stykke pandestegt fisk har man en hovedret. Eller kog bønnerne med en bouquet garni, en gulerod og et par fed hvidløg. Når bønnerne er møre, fjernes urterne og Coco de Paimpol'erne vendes med smørstegte svampe.
Oplagt er det selvfølgelig at få spist sine Coco de Paimpol-bønner friske hen over sensommeren – som rigtige franskmænd. Har man flere, end man kan nå at spise, kan man eksperimentere med at hælde bønneretter, fx cassoulet, på henkogningsglas – den hjemmelavede version af de glas med cassoulet o.lign., som findes i ethvert fransk supermarked.
Som det fremgår af ovenstående er Coco de Paimpol absolut ikke nogen almindelig bønne! Ikke desto mindre dyrkes den dog som enhver anden bønne. Coco de Paimpol er buskbønner – dvs lave planter, der ikke klatrer og ikke skal bindes op. De kan forspires fra begyndelsen af maj - enten indendørs eller i drivhus - jordtemperaturen skal være minimum 13-15 grader. Læg eventuelt frøene i blød natten over (max. ca. 8 timer), inden de sås, for at fremme spiring. Men lad dem ikke ligge længere end de otte timer: Ligger de i vand for længe, kan frøene rådne. I det hele taget skal man være opmærksom på, at de store frø kan suge meget vand. Derfor skal jorden holdes jævnt fugtig - må selvfølgelig ikke tørre ud. Men lad ikke såpotten soppe i vand - suger frøene for meget vand, kan de rådne.
De kan også sås direkte på friland, men vent til efter den 1. juni: Bønner, der sås for tidligt, kan blive ødelagt eller groningen gå i stå. Bønner kræver varme og lun jord. Sås/udplantes i rækker med ca. 20 cm mellem bønnerne. Der går ca. to måneder fra man sår, til man kan begynde at høste. Bønner behøver ikke gødning, da det er en kvælstofsamlende plante.
10 frø pr. pose.
