Papalo er en pikant, kraftigt smagende, etårig krydderurt, der traditionelt anvendes i mellem- og sydamerikansk mad. Planten bliver ca. 50-70 cm høj med rundede, blågrønne blade med bølgede kanter og gule kurvblomster. Smagen kan for nogle virke for stærk og intens, især ved første bid. Den beskrives som et mix af koriander og rucola tilsat et twist af mynte og lime. Papalo er - som i øvrigt også koriander - hvad man på engelsk kalder an acquired taste. Udtrykket bruges om noget, man i begyndelsen måske ikke bryder sig om, men som man ved nærmere bekendtskab kan blive ret vild med. I Mexico, store dele af Mellem- og Sydamerika og op i Texas behøver de ingen tilvænning til den aromatiske urt – her er den en uundværlig ingrediens, der er at finde i bundter på grøntsagsmarkederne.
Udover Texas har papalo ikke haft stor kulinarisk udbredelse i det øvrige USA, men den vinder indpas i byer som New York og San Francisco, hvor efterspørgslen har bredt sig fra de store grupper af hispanics til alle de øvrige amerikanere, der holder af det mexikanske køkken. Papalo fås nu på fx de hippe Farmer’s Market’s i New York. I Danmark er papalo dog meget svær at finde og holder man af mexikansk mad eller det såkaldte Tex-Mex – en fusion af det mexikanske og det texanske køkken – skal man unde sig selv at dyrke sin egen papalo. I disse år, hvor det sydamerikanske køkken er på stærk fremmarch internationalt, vil papalo’en sikkert også vinde større udbredelse.
Papalo har mange kaldenavne. Den benævnes ofte quillquina, mexicansk koriander eller boliviansk koriander. Navnet papalo skulle efter sigende stamme fra Aztekernes sprog, nahuatl, hvor ordet papalotl betyder sommerfugl – med lidt god vilje kan det henvise til plantens bladstilling.
Det er hovedsageligt bladene, der bruges som krydderurt, men også stilkene kan anvendes. Når bladene er fuldt udvoksede, kan man ofte se småbitte huller i dem. Det kan ligne insektangreb, men er små ’ventiler’, hvorfra aromastofferne udskilles. Bladene smager bedst, når de er friske og spæde – og i modsætning til mange krydderurter egner de sig ikke til tørring.
Papalo spises frisk, den vinder sjældent ved tilberedning, men kan tilsættes til varme retter i sidste øjeblik. Er man koriander-elsker, kan man anvende papalo, som man normalt ville bruge koriander – tommelfingerreglen er dog kun at bruge en tredjedel så meget papalo. Papalo bruges som ’det grønne drys’ og på restauranter i Mexico, især i delstaten Puebla, er det almindeligt at sætte et bundt papalo i en krukke på bordet, så gæsterne selv kan drysse urten over deres mad. De friske blade bruges i tacos og tortillas og i andre versioner af majspandekager såsom enchiladas og quesadillas. Den er god drysset over suppe, til bønneretter, fisk, kylling og kødretter. Put et par friske blade i en Tex-Mex-burger eller tilbered en salsa verde af grønne tomatillos, avokado, grøn peber eller chili, hvidløg, limesaft og finthakkede blade af papalo. Den kan også bruges i de klassiske, mexikanske saucer, Mole. Navnet dækker over en række forskellige saucer og dyppelser - vi kender ordet fra den avokadoholdige guacamole. Prøv også papalo’en i pikante salater med stykker af papaya, mango eller melon, tynde både af tomater, chili og et frisk drys peber.
Udover den kulinariske brug af papalo har planten også været anvendt medicinsk mod dårligdomme som fx for højt blodtryk og fordøjelsesbesvær.
Papalo er en varmekrævende plante, der kan dyrkes i drivhus eller på en varm plet i haven, gerne som krukkeplante. Man kan også forsøge sig med den i urtepotte i en lun vindueskarm.
Papalo forspires indendøre omkring marts, frøene dækkes kun med et ganske tyndt lag jord. Frøene kræver varme for at spire – 23-29 grader er det optimale, gerne med undervarme. Frøenes spireprocent er ikke høj, forvent ikke mere end 50 pct. Ved rette temperatur spirer frøene normalt i løbet af 7-21 dage. Planten bør ikke udsættes for temperaturer under 10-14 grader, så pas på med ikke at sætte den i drivhus eller på friland for tidligt.
Papalo holder af fuld sol eller kun let skygge og moderat vanding, den må gerne tørre lidt ud mellem vandingerne. Høst af planten ved at knibe blade og skud af – dermed ansporer man også planten til at skyde nye skud og forgrene sig.
Frøene er desværre dyre, så man får ikke mange for pengene – men de fleste husholdninger klarer sig fint med en enkelt plante eller to. Har man blot en enkelt plante, kan man stiklingeformere den til flere. Det er i øvrigt nemt selv at tage frø af planten - opbevar dem i køleskab, indtil de skal sås året efter.
Når frøene leveres kan der være en del 'fnuller' omkring dem. Lad det endelig sidde, fremfor at forsøge at rense de lidt skrøbelige frø - så blot frø og 'fnuller' sammen.
Ca. 10 frø pr. pose.
