Isop er en gammel læge- og krydderplante, der oprindeligt stammer fra Lilleasien og vokser vildt i landene omkring Sortehavet og i mange Middelhavslande. Den menes at være bragt til Norden af benediktinermunke, idet planten i middelalderen var en skattet lægeplante mod så forskellige dårligdomme som kolik, øre- og tandpine, forkølelse, hoste, bihulebetændelse og herpes. Det menes, at isop har en desinficerende virkning, og det fortælles, at man i middelalderen sågar hængte den op i stuerne og puttede den i badevandet for at modvirke den frygtede sygdom, spedalskhed!
Selvom isop har sin oprindelse længere sydpå, er den fuldt hårdfør i Danmark. Den er flerårig, og kan dyrkes både som krydderurt og prydplante. Særlig gavn gør den som bi- og pollenplante. Den blomstrer fra juli og ofte helt til september og er en meget produktiv nektarplante, som biavlere i århundreder har serveret for deres bier. Den har været brugt som ’lokkeurt’: i manualer for biavlere helt tilbage fra 1600-tallet beskrives, hvordan man gnider tomme bistader indvendigt med friske blade af isop. Duften fra bladenes æteriske olier ville tiltrække bisværme og lokke dem til at slå sig ned. Efter sigende bruges metoden stadig i Sydeuropa. Sikkert er det dog, at isop’en ér en god biplante: dens æteriske olier indeholder forbindelser, der ligner biernes egne feromoner (duftstoffer), og det gør planten nærmest uimodståelig for honningbier. Også humlebier, sommerfugle, svirrefluer og andre nyttige insekter holder af den velduftende isop.
Isop er en robust flerårig, såkaldt halvbusk, ca. 30-50 cm høj og omtrent det samme i bredden. Den har smalle, lancetformede og grågrønne blade og små himmelblå læbeblomster, der sidder i akslignende blomsterstande. Bladene er tæt besat med duftkirtler, så planten dufter aromatisk – også udenfor blomstringssæsonen. Duften er kompleks; rosmarin, pinje og krydret røgelse er ord, der bruges til at beskrive den. Isop er delvist stedsegrøn, dvs at den taber nogle blade i løbet af vinteren, men langt fra alle. Som erstatning for vinterens tabte blade, skyder den friske om foråret. Isop har en relativ lang blomstring med de smukke og velduftende, blå blomster. Isop kan i vækstform minde lidt om rosmarin, og som rosmarin trives den i fuld sol og gerne på en tør og mager jord; den skal ikke gødes. Den passer fint i et stenbed, i krukke, gerne på en lun altan, eller sammen med timian, lavendel og rosmarin i tør og mager jord i krydderurtebedet. Ligesom lavendler er isop velegnet som en lav hæk eller som kantplante langs et bed eller en havegang.
Efter den første sæson begynder isops stængler at blive træagtige. For at holde en smuk og kompakt facon på planten, bør man skære den ret kraftigt tilbage hvert forår; en tredjedel til halvdelen skæres tilbage i april – på samme måde, som man forårsbeskærer lavendler. Uden beskæring vil den ad åre udvikle sig til en tynd og pjevset busk med blade kun i toppen. Afklippet kan eventuelt bruges til stiklingeformering, hvis man ønsker sig flere isop-planter.
Både blomster og blade af isop kan bruges som krydderurt, af bladene er de nye skud de bedste. Den har en intens og kraftig smag, så man bør smage sig frem til hvor meget, man skal putte i maden. Traditionelt har den været brugt i særligt meget fedtholdige kødretter, hvor smagen har kunnet trænge igennem den fede fornemmelse. Den er fin i diverse gryderetter, fx en klassisk fransk cassoulet. Tyskerne krydrer deres kartoffelsuppe med isop, den er god stegt med fx fisk, og især blomsterne – som er lidt mildere i smagen end bladene – kan bruges som et drys på salater o.lign. Isop er ofte indeholdt i den franske blanding af tørrede krydderurter, Herbes de Provence, ligesom den franske urtelikør, Chartreuse, også har isop blandt ingredienserne. Det samme har en anden klassisk fransk likør, benediktinerlikør; Liqueur D.O.M Bénédictine.
Isop smager bedst frisk – man kan tørre bladene, men de mister en del af smagen derved. Man kan også bruge isop til urtete: bruger man blomsterne, vil teen få en blå nuance. En lille stilk isop sammen med en skive citron skulle også være godt i en frisk og pikant martini.
Frø af isop sås indendøre i februar-april. Man kan også så udendørs fra maj. Frøene er små og skal kun dækkes af et meget tyndt lag jord (tre-fem mm). Spirer bedst ved temperaturer omkring 18-23 grader, jorden holdes jævnt fugtig. Spiring tager ofte to-tre uger. De små forspirede planter kan sættes udendørs/plantes ud fra ultimo maj. Hvis man forspirer inde, er der større chance for blomstring allerede første sommer. Isop er som nævnt meget tørketolerant, men man bør vande jævnligt den første sæson, indtil planten har etableret sig og dannet et godt rodnet. Derefter foretrækker den tørke, fremfor våd jord.
Ca. 100 frø pr. pose.
