Goabønne er en tropisk klatreplante, der dyrkes i store dele af Asien, fra Filippinerne til Indien, Burma, Thailand, Malaysia, Indonesien og Sri Lanka. Man finder dem til salg på grøntmarkeder i disse lande. Planten trives godt i et tropisk, fugtigt klima. I Danmark må man derfor forsøge at genskabe dette klima, hvis man vil dyrke den både kønne og i køkkenet yderst anvendelige plante - og det betyder, at den skal dyrkes i drivhus, i en havestue el.lign. At dyrke den på friland i Danmark vil sjældent give noget særligt godt resultat. Men har man mulighed for at give den de rette forhold, er goabønne en både sjov, smuk og nyttig plante at forsøge sig med.
Goabønne kaldes også for firvinget bønne eller stjernebønne. Det er de vingede ærtebælge, der har givet begge navne. Hver bælg har fire takkede ’vinger’ - i tværsnit har de facon som firtakkede stjerner. Bælgene kan minde en del om aspargesærts, men de er ikke af samme familie. De vingede bælge af goabønne adskiller sig fra aspargesært ved at ’vingerne’ har takkede kanter.
Goabønne er en klatreplante, der under de rette betingelser kan vokse til mindst 3-4 meter. Den slynger sig og skal have noget at klatre op ad - i drivhuset oplagt nogle udspændte klatretråde. Bladene er næsten hjerteformede og planten får de skønneste lyseblå ærteblomster. De vingede ærtebælge er let voksagtige i overfladen og rummer runde ærter/bønner.
Stort set alle dele af planten er både spiselige, velsmagende og meget sunde og goabønne er derfor en værdifuld afgrøde i mange asiatiske lande. Først og fremmest spiser man de unge bælge, der høstes når de er 10-15 cm lange og kun delvist modne. De umodne frøbælge kan spises som grønne bønner og har en god konsistens med bid og en let sødlig smag - sammenlignes bl.a. med smagen af asparges. Bælgene kan tilberedes - fx dampes let, men i modsætning til grønne bønner, der som alle medlemmer af Phaseolus-familien aldrig må spises rå, kan man også sagtens bruge bælgene af goabønne i rå tilstand, fx fintsnittet i salater. Skærer man tynde skiver af bælgen vil de blive smukt stjerneformede. En god opskrift med goabønne er fx denne: Rå eller let dampede, afkølede bælge skæres i tynde, stjerneformede skiver og blandes med tern af kogt kylling, rejer, forårsløg og ristet kokosmel. Vendes i en dressing af limesaft, ingefær, chili, østerssauce, salt og sukker. Hæld et par skefulde kokosmælk over og drys ristede nødder (fx cashew eller jordnødder) på toppen inden servering.
De spiselige og meget kønne, lyseblå ærteblomster er smukke på toppen af et fad med blandet grønt - i Østen sauteres blomster og blomsterknopper også og siges så at smage i retning af svampe! De hjerteformede blade kan dampes let som spinat, og de unge skud kan spises enten rå eller meget let dampede. Goabønnes rødder er opsvulmede knolde med en nøddeagtig smag. De kan spises rå, lynsteges eller koges som kartofler. Lader man bælgene blive fuldt udvoksede, ca. 17-18 cm lange, kan ærterne/bønnerne indeni tørres og bruges i sammenkogte retter – de knuses også og bruges som kaffeerstatning.
Goabønne er ligesom sojabønnen en afgrøde med meget stor næringsværdi - proteinindholdet ligger på 29-39 pct. Derfor og fordi stort set alle dele af planten kan spises, har goabønne potentiale til at blive en meget vigtig afgrøde i udviklingslande, der har svært ved at brødføde deres egen befolkning.
Som tropisk plante er goabønne selvfølgelig ikke det mest oplagte at dyrke i et tempereret dansk klima. Men har man plads i drivhus eller havestue og har man mod på at prøve det ikke mest oplagte, har goabønne så mange kvaliteter, så den alligevel er værd at prøve.
Frøene forspires ved stuetemperatur om foråret, omkring april. De runde frø er meget hårde og første udfordring består derfor i at få dem vakt til live. Start med at lægge dem i blød i 1-2 dage (skift vand et par gange). Under denne proces skulle nogle, helst mange, af frøene gerne svulme op. Når de gør det, tages de op af vandet og sås i potter. Hvis nogle af frøene ikke har suget vand og er svulmet op efter 36-48 timer, kan man forsøge sig med at slibe let på den hårde frøskal, inden de lægges i såjord. Slib ikke på frøets 'øje'. Er det med iblødsætning og/eller slibning lykkes at gøre den hårde skal lidt mindre uigennemtrængelig, vil frøene normalt spire i løbet af 1-2 uger. Alt efter temperaturen i drivhuset, kan planterne sættes ud, når de er kommet i groning. Pas på med at der ikke er for stor en temperatur-forskel fra stue til drivhus.
Goabønne er en kvælstofsamlende plante, så den behøver normalt ikke at blive gødet. Står den varmt, fugtigt og med sol en del af dagen, er goabønne en meget hurtigvoksende plante – på dens naturlige voksesteder kan den vokse en meter på en uge. Normalt går der ca. tre måneder, før de første bælge viser sig. Som tropisk plante kan den dog være lidt sensitiv overfor de lange, nordiske dage: Mange tropiske planter er ikke gode til at sætte blomster og dermed frugter, hvis dagslængden er meget over 12 timer. Derfor skal man ofte noget hen på sommeren, hvor dagene begynder at blive en smule kortere, før planten begynder at danne bælge. Der er dog ikke et klart facit til dette, man må forsøge sig lidt frem.
Goabønne er en flerårig plante og har man mulighed for at vinteropbevare den frostfrit ved ca. 10-15 grader, kan man ofte have den samme plante i flere år. Klip den ned til 20-40 cm og stil potten med de underjordiske knolde køligt for vinteren. Vand kun ganske let i denne periode.
7 frø pr. pose.
