Caihua er en gammel afgrøde, der har været dyrket i af inka’erne i Andesbjergene. Den dyrkes stadig i lande som Peru, Bolivia og Columbia, men har også bredt sig til Østen, hvor den er meget populær i bl.a. Nordindien, Nepal og Bhutan. De bleggrønne frugter – der regnes for en grøntsag – er aflange og spidser til mod enden
Kær grøntsag har mange navne og caihua kendes også som bl.a. achocha, korilla, caigua og pepino de rellenar. Det sidste skulle betyde noget i retning af ’agurk, der kan fyldes’ og hentyder til caihua’ens indre hulrum, der ligefrem skriger på at blive fyldt med fx en krydret grøntsags- eller kødfars. Caihua kan spises både i rå og tilberedt stand. Smagen er mild, som en blanding af agurk og melon med et strejf af ært. Når den tilberedes, kan caihua i smag minde lidt om grøn peber – men mest er smagen af caihua nok helt sin egen! Konsistensen er saftig og let blød.
Hvis man vil spise caihua frisk, skal man plukke dem, inden de bliver for store, når de er ca. 3-5 cm lange. Når de bliver større, 10-20 cm, bliver de en smule træede og får store sorte kerner i det indre hulrum. På dette stadie er de velegnede til at blive tilberedt, men skrab kernerne ud. Lækre er de fx farserede med en blanding af finthakket grønt, nødder, hvidløg, brødkrummer og cheddarost. Bag dem i ovnen til de er møre og osten smeltet. Man kan bruge caihua i alskens forskellige sammenkogte retter – fx i et mix af lynstegte grøntsager – eller som topping på en pizza. Caihua er også gode at sylte som drueagurker eller syltede, grønne pebre. Også bladene og de unge skud af caihua er spiselige.
De store sorte, kantede frø af caihua forspires indendørs fra slutningen af april og en god måneds tid frem ved en temperatur omkring 22-25 grader. Normalt spirer frøene i løbet af 3-7 dage ved den rette temperatur. De små planter må ikke sættes ud i drivhus eller på friland, før faren for nattefrost er ovre og jordtemperaturen oppe omkring 15 grader. Caihua-planten kan være lidt langsom i væksten i begyndelsen, men efter en måneds tid tager fanden ved den og den gror afsted med livlig fart. Hvis man dyrker den i drivhus, skal man være forberedt på at måtte skære den tilbage jævnligt, så den ikke besætter hele drivhuset – en caihua-plante kan gro 3-4 meter på en sæson. Man kan også forsøge sig med caihua på friland – hvis ikke den danske sommer viser sig fra en al for elendig side, vil den relativt robuste plante fra Andesbjergene trives godt på et lunt og solrigt voksested med regelmæssig vanding. Caihua-planten skal have noget at klatre opad – dyrker man den udendørs, kan man eventuelt lade den vokse op ad et træ, et hegn eller et haveskur. Livskraftig og flot vil den tage sig ud med de små kønne, bleggrønne blomster, takkede blade, slyngtråde og den store mængde af grønne caihua’er.
Blomstring fra juli og langt ind i efteråret og man vil kunne plukke friske frugter, indtil frosten sætter en stopper for det. Hvis planten trives, vil den give et stort udbytte af caihua’er - i drivhus kan sæsonen forlænges yderligere. Jo flere man plukker, jo flere frugter producerer planten. Caihua er ikke en agurk, men af samme familie, og som sådan sætter den både han- og hunblomster. Den bestøves af insekter – dyrkes den i drivhus, kan man eventuelt hjælpe til med at føre en blød pensel rundt mellem blomsterne.
Caihua har været brugt i urtemedicin som bl.a. kolesterolsænkende og den anvendes stadig i helsekostprodukter.
Frøene er desværre ret dyre – der er kun 4 frø pr. pose. Men de fleste vil have alt rigeligt med én plante af caihua. Caihua krydsbestøver ikke med andre planter, så man kan selv tage frø til næste sæson og dermed nøjes med at betale den høje pris hos mig én gang.
