Vortemælk
'Kilimanjaro'
Euphorbia marginata

Vortemælk er en af de allerstørste planteslægter med ca. 2.000 arter udbredt over hele kloden. Der findes utallige vortemælk velegnet til havebrug – og utallige, som man luger væk som ukrudt! Denne høje vortemælk, ’Kilimanjaro’, udmærker sig ved sine meget smukke blade med mønster i en sart lysegrøn mod hvid baggrund. På bladene op langs stænglerne er den grønne farve dominerende, mens dækbladene omkring de meget små blomster har et tydeligere mønster med større hvide aftegninger mod det grønne. På den måde kommer dækbladene til at virke som blomsten. Og det er da også dækbladene, der er det specielle: selve de små blomster er lysegule og ret uanselige. Efter blomstring udvikles dog den for vortemælk-familien klassiske tredelte, kugleformede frøstand, som i sig selv er ret dekorativ.

’Kilmanjaro’ er en kraftig plante, der er flot som fyld i staudebedet, blandt andre sommerblomster eller som solitær krukkeplante. Den bliver ca. 45-60 cm høj og 30-40 cm i bredden. Vortemælk trives i sol og halvskygge. Vokser vel i almindelig havejord, men tåler også til en vis grad sandet og tør jord.

Alle dele af planten er giftig, så vær lidt forsigtig i omgangen med den. Den udskiller en hvid mælkeagtig saft, der hos nogle kan give allergiske reaktioner, hvis det kommer i berøring med huden.

Man kan bruge ’Kilimanjaro’ som snitblomst – svits eventuelt stænglens snitflade et kort øjeblik med en lighterflamme, straks den er afskåret, for at hindre den hvide mælkesaft i at løbe ud.

Af andre vortemælk kendes stueplanten julestjerne – også her er det egentlig dækbladene, der danner den røde stjerneform, mens selve blomsterne er små og uanselige.

Vortemælk ’Kilimanjaro’ kan forspires inde fra omkring midten af april, men lige så vel sås direkte på friland fra slutningen af maj. Frøene er spirevillige, kan eventuelt lægges i blød i max. otte timer før såning for at fremme spiring.
8-10 frø pr. pose.