Honningurt
Phacelia tanacetifolia

Honningurt kan dyrkes udelukkende for dens dekorative virkning, dens lange blomstring og dens honningduftende sødme. Sås den i marts-april, direkte på friland og på et voksested med sol eller halvskygge, kan den blomstre i flere måneder fra juni-juli og hen til efter den første frost i efteråret. Honningurts vækst er opret (50-80 cm høj) og forgrener sig, stænglerne er dækket af stive hår. Den ene blomst afløser den anden for enden af blomsterstande og skaber dermed den meget lange blomstring. Den enkelte blomst er fin med lysviolette kronblade og meget tydelige støvdragere, der nærmest ligner en kvast.

Men udover den kønne blomstring er honningurten også på flere måder en nytteplante. De honningduftende blomster lokker masser af insekter som sommerfugle, humle- og honningbier samt svirrefluer til. Sår man en række honningurt eller to mellem de øvrige rækker i køkkenhaven, medvirker det til at holde skadedyrene i skak. De nektarholdige blomster tiltrækker nemlig svirrefluer, hvis larver æder bladlus og andre skadedyr. Den samme effekt kan man selvfølgelig få i prydhaven.

Honningurt dyrkes også som jordforbedrende plante: har man en tung lerjord, vil den blive betydeligt forbedret – lettere og luftigere – efter en sæson med honningurt. Honningurt betegnes som grøngødningsplante, idet den samler nyttigt kvælstof, der kommer jorden til gode. Når blomstringen er slut, graves planten ned i jorden, så kvælstoffet frigives som naturens egen gødning. Har man bare pletter i køkkenhaven efter høsten, er honningurt velegnet som dækafgrøde. Ved at så en hurtigvoksende grøngødningsplante som honningurt på de bare steder, slipper man for at kæmpe med ukrudtet: dækafgrøden erobrer terrænet og tilfører næring til jorden. Honningurt, som sås i eftersommeren som dækafgrøde, vil ikke kunne nå at blomstre, men vil fungere som nytte- snarere end prydplante.
Min. 250 frø pr. pose.