Ferula – eller kæmpe fennikel som den ofte kaldes - er en imponerende og spektakulær plante, som gør sig fantastisk i prydhaven! Har man rejst i Middelhavsområdet, er der god sandsynlighed for, at man er stødt på denne kæmpe plante, som under optimale forhold kan blive op til fem meter høj. Den kan med sit lette, fligede løv ligne en kæmpefusion mellem dild og fennikel. Ferula er flerårig, og når planten er to-fire år gammel blomstrer den i forsommer/sommer med store og runde, gulgrønne blomsterskærme. Skærmene bliver nærmest selvlysende, når solen rammer dem, især vil de gløde i morgen- eller aftensol. Planten forgrener sig, så en ferulaplante kan i sit naturlige habitat på en og samme tid bære op mod 50 blomsterskærme. De runde blomsterskærme kan være 40-50 cm i diameter og består hver især af hundredvis af små gulgrønne blomster. Omkring Middelhavet vil de ofte gro i åbent land, fx på skråninger ned mod havet, men jeg har også set den gro på en byggetomt midt i Istanbul som et meget livskraftigt ukrudt! I Danmark behøver man ikke at frygte, at den udvikler sig til et ukrudtsproblem; så optimale er vækstforholdene ikke for den her.
Selvom ferula uomtvisteligt er en Middelhavsplante, kan man godt dyrke den i sin danske prydhave. Her vil den uden tvivl udløse mange ih’er og åh’er fra besøgende, hvis man er lykkes med at få kæmpeplanten i blomst. Man skal nok ikke forvente at ferula vokser sig fem meter høj i et dansk klima, men skulle den ’kun’ blive to-tre meter høj, er det da også ganske imponerende!
Ferula kaldes som nævnt ofte for kæmpe fennikel, på engelsk Giant Fennel, men den er kun en fjernere slægtning til vores velkendte, spiselige knold-fennikel. Den er ikke spiselig – og den smager heller ikke godt. Derfor giver det mere mening at bruge navnet ferula om kæmpeplanten. For etymologisk interesserede vil man oven i købet kunne finde logikken i dét navn, idet det udspringer af ordet ferle. De lange kraftige stænger af ferula blev nemlig tidligere brugt som skaft til et prygleredskab, en ferle. Det kommer af latin: ferire betyder at slå.
Med tanke på dens baggrund omkring Middelhavet, skal man finde et lunt voksested, hvis man skal lykkes med at dyrke ferula. Den trives i fuld sol og tåler, når den er veletableret, et tørt, veldrænet voksested, gerne i sandet eller gruset jord. Bor man som jeg på Bornholm og er man så heldig at have klipper i sin have, vil ferula også trives i klippehaven. Et anlagt stenbed kan dog også gøre det. Ferula står med en kraftig pælerod normalt ret godt fast, men med dens højde bør man selvfølgelig holde øje med, om den har brug for en støttepind el.lign., når den går i blomst.
De første år af plantens liv vil den ’blot’ vise sig med det smukke, lette løv. Som en staude visner den ned om vinteren, for så at skyde igen det efterfølgende forår. Efter nogle år – to til fire er det normale – vil planten om foråret sende en stængel i vejret; det er tid til blomstring.
Nogle gange, men ikke nødvendigvis, dør planten efter blomstring. Undertiden vil den sætte sideskud, som så vil vokse videre, selvom hovedplanten dør. Hvis planten blomstrer, men ikke får lov til at sætte frø, er der også en god chance for, at den vil leve videre. Lever planten videre efter blomstring, kan man ikke nødvendigvis forvente blomstring igen det følgende år; nogle gange kræver den et ’hvileår’, hvor den kun producerer løv.
Ferula er knap og nap vinterhårdfør på vore breddegrader. Den tåler temperaturer ned til omkring minus fem grader. Derfor anbefales det at give den en let beskyttende vinterdækning, hvis man vil være sikker på, at den klarer en dansk vinter.
Som med mange skærmplanter kan frø af ferula være lidt tricky at få til at spire. Man skal ikke forspire den varmt indendørs; den største chance for en god spiring får man ved, at så ved temperaturer under fem grader. Man kan så udendørs i løbet af vinteren, bedst i en potte, såbakke eller mistbænk, og så afvente foråret. Sår man ferula senere end marts, anbefales det at så i en bakke, der stilles i fryseren i 2-4 uger for dernæst at blive sat udendørs. Der kan være stor forskel på, hvor længe de enkelte frø er om at spire, så hvis nogen spirer, kan man flytte dem ud af spirebakken, men smid endelig ikke bakken med uspirede frø væk for tidligt; der kan stadig være håb om spiring fra resterende frø, der endnu ligger i jorden. De flade frø bør sås opretstående i jorden for at forebygge, at de rådner.
Ca. 15 frø pr. pose.
