Det korrekte navn på dansk for denne grøntsagsknold er mexikansk yamsbønne, men den er mere kendt under sit native navn, jicama. Jicama er en slyngplante, der får kønne blå blomster og tykke frøbælge. Det er dog ikke på grund af det overjordiske, at jicama dyrkes faktisk er både blomster og bælge, inklusiv bønnefrø, giftige. Til gengæld giver planten saftige og sprøde, underjordiske knolde, som er en sand delikatesse.
Jicama stammer fra Mellem- og Sydamerika, hvor den er en vigtig og almindelig afgrøde. Særligt i Mexico har jicama en stor rolle på spisekortet og plantens navn skulle da også stamme fra et lokalt, indiansk sprog, nahautl, og betyde: Det der smages. Og smagen af jicama berømmes! Udover dens syd- og mellemamerikanske hjemsted dyrkes jicama nu til dags også i store dele af Asien, hvor den har fundet vej til de lokale køkkener. Også i hippe foodie-miljøer i de amerikanske storbyer er jicama blevet en trendy grøntsag - ikke mindst fordi populære madbloggere har taget den til sig.
Knoldene høstes normalt, når de vejer fra et halvt og op til to kg. Under det brunlige skind gemmer sig et kridhvidt indre. Rodknolden er sprød og saftig og smagen er som en delikat fusion af æble og vandkastanje. Jicama spises ofte rå, skåret i tynde skiver, i stave eller tern og blandet i salater på et af billederne ovenfor ses fx en bowl med stykker af jicama blandet med avokado, krabbekød og ris. Ofte anvendes jicama som en snack: Blot tynde rå stykker, dyppet med limesaft og drysset med lidt flagesalt og chilipulver. Man kan også tilberede jicama - de fine rodfrugter bevarer deres saftige sprødhed, også ved let opvarmning. De er gode i blandede grøntsagsretter, i friske forårsruller og oplagte at bruge i wokretter og stirfries, hvor den crunchy sprødhed kommer til sin ret. Man kan også skære dem i stave og lave jicama-fritter eller eventuelt smide stykker af knolden på grillen.
I sin naturlige habitat tåler jicama-planten forskellige forhold, den kan både trives i det varmere lavland og i et mere tempereret klima i op til 1.000 meters højde. Den siges at trives i temperaturer fra omkring 15 grader op til 35 grader det foretrukne klima er dog varmegrader i tyverne. Derfor opnås det bedste resultat i et dansk/nordisk klima ved at dyrke planten i drivhus. Har man en meget lun og solrig krog i fx en gårdhave, kan man dog også forsøge sig med at dyrke jicama dér.
For at skabe en sæson, der er lang nok til at udvikle rodknolde af en fornuftig størrelse, er det en god ide at forspire jicama indendørs omkring midten af marts man må beregne mindst 150 dage fra såning til høst. Frøene er hårde og det fremmer spiringen, hvis man lægger dem i blød i 8-12 timer, inden de sås. Så i relativt store potter og beholdere, så man ikke behøver at ompotte, før planterne kan sættes ud i drivhus i løbet af maj eller på friland omkring d. 1. juni. Jicama trives i en let, veldrænet og velgødet jord. Planten klatrer og bliver nemt nogle meter. Blomsterne er kønne, blå ærteblomster, men som nævnt giftige. Og det er en god ide løbende at fjerne blomsterne, så planten ikke bruger energi på at sætte frø, men istedet sender al energi ned i rodknolden. Ønsker man at producere egne frø, kan man lade enkle bælge på planten udvikle frø. En dansk dyrkningssæson er dog sjældent lang nok til at producere modne frø. Alternativt kan man gemme nogle læggeknolde til efterfølgende sæson.
Jicima er egentlig en flerårig plante, men dyrkes normalt som etårig, idet man jo slår planten ihjel, når dens rødder høstes. Den enkelte plante bærer to eller flere rodknolde. Har man flere end man kan spise med det samme, holder de sig normalt fint i nogle uger i køleskabets grøntsagsskuffe.
Ca. 8-10 frø pr. pose.
