Farve-vaid er en spændende historisk plante, der tidligere blev brugt til blåfarvning af tekstiler. Vaid indeholder et lys- og farveægte, indigolignende farvestof og var frem til omkring år 1800 den eneste kendte plante, der i Danmark kunne fremstille blå farve. Efter 1800 ophørte man med at dyrke den, da der i stedet blev importeret indigo. Det er dog stadig en populær plante blandt plantefarvere til at tone garn eller stof smukt turkis-blåt.
Vaid er toårig det første år dannes en ca. 20 cm høj roset af grønne blade. Hvis man knuser et blad mellem fingrene, bliver de blå. Det er bladene fra det første år der bruges til plantefarvning. Andet år kommer blomsterstand med gule blomster ca. halvanden meter høj. Planten sætter derefter - meget dekorative sort-lilla - frø og visner. Farve-vaid gror vildt enkelte steder i Danmark bl.a. på Bornholm.
Frøene, der sælges, er ikke fuldt rensede - dvs at der kan være lidt plantedele, tynde stilke o.lign., mellem frøene. Drys blot det hele ud på såjorden og dæk med et tyndt lag jord. Det bedste resultat opnås, hvis farve-vaid sås udendørs i løbet af vinteren eller i det tidligste forår - kulden hjælper med at gøre frøene spireklare. Kan sås i potter eller direkte på friland. Spirer i løbet af foråret, når temperaturen er passende.
Ca. 50 frø pr. pose.