Med denne blanding kan du etablere dit eget lille stykke natureng i haven – til glæde for både mennesker og nyttige insekter. Naturengsblandingen består af et- og flerårige vilde danske arter – et mix af halvt græsser og halvt blomstrende vilde planter, som giver et naturligt grundlag for vores vilde bier, sommerfugle og andre nyttige insekter. Naturengsblandingen vil trives bedst på en tør og næringsfattig jord, men kan dog også sås på mere lerede jordtyper. Dog må man forvente mindre blomstring på en tungere jord.
Naturengen etableres på et stykke jord, som man så vidt muligt har renset for flerårigt ukrudt. Frøblandingen kan sås om efteråret eller i det tidlige forår. For at få mest muligt ud af frøene er det vigtigt at frøene spredes godt – kommer de til at ligge for tæt, vil de slås om pladsen og for mange af dem vil udkonkurrere hinanden. For at forebygge dette er det en god ide at blande frøene med en god håndfuld fint sand og derefter sprede sand-/frøblandingen ud på jordstykket med let hånd. På den måde er det nemmere at få spredt frøene ordentligt – og man får dermed flere enkeltplanter ud af naturengsblandingen. Riv let, så frøene dækkes af et tyndt lag jord og vand med en let og spredt stråle, så man ikke skyller frøene sammen. Herefter kan man forvente spiring i løbet af foråret.
De flerårige arter vil komme igen år efter år og både etårige og flerårige vil smide frø og dermed medvirke til at havens lille natureng vil leve i årene frem.
Naturengsblandingen består af klinte (Agrostemma githago), kornblomst (Centaurea cyanus), esparsette (Onobrychis viciifolia), hvid okseøje (Leucanthemum vulgare), kornvalmue (Papaver rhoeas), cikorie (Cichorium intybus), slangehoved (Echium vulgare), dagpragtstjerne (Silene dioica), hundetunge (Cynoglossum amabile), blæresmelde (Silene vulgaris), alm. kællingetand (Lotus corniculatus), alm. røllike (Achillea millefolium), gul snerre (Galium verum), rødkløver (Trifolium pratense), aftenstjerne (Hesperis matronalis), gul okseøje (Glebionis segetum), kommen (Carum carvi), vild gulerod (Daucus carota ssp. carota), nikkende limurt (Silene nutans), bibernelle (Sanguisorba minor), farvegåseurt (Anthemis tinctoria), fåresvingel (Festuca ovina), hjertegræs (Briza maxima) og mosebunke (Deschampsia caespitosa). Der kan forekomme ændringer i frøsammensætning i forhold til høst og tilgængelig af enkelte arter.
Ca. 4-500 frø pr. pose - det rækker til ca. 3-6 kvm, alt efter hvor tyndt man formår at udså blandingen.
Bemærk: Da det er en frøblanding, er frøene meget forskellige – også af størrelse. Så selv de små ’støvkorn’ i posen er frø!