Alexanderurt
Makedonsk persille,
Sort løvstikke
Smyrnium olusatrum

Alexanderurt er en høj, toårig skærmplante, der også kendes under navnene makedonsk persille og sort løvstikke. Trods en vis lighed i smagen er den dog hverken i familie med persille eller løvstikke – men derimod med den smukke skovbundsplante, lundgylden - og jeg vælger derfor at kalde den ved sit helt eget navn: Alexanderurt.

Alexanderurt har en lang forhistorie som krydderurt. Den stammer oprindeligt fra Middelhavsområdet, men romerne bragte den med sig nordpå, da de indtog bl.a. Frankrig og England. I disse lande bed krydderurten sig fast længere end det lykkedes for romerne. På de britiske øer har den i århundreder været dyrket både i urtehaver og som lægeurt i klosterhaver. I ’Frankerriget’ var alexanderurt en vigtig og skattet grøntsag ved hoffet under kongeslægten karolingerne helt tilbage før år 1000 og der er dokumentation for at den blev brugt i vintersalater på Versailles. Fra det 16. århundrede blev den dyrket i overflod i engelske haver.

I England finder man stadig planten både i gamle urtehaver og også vildtvoksende i kystområder. Som grøntsag eller krydderurt blev den dog stort set glemt i løbet af 18-1900-tallet og først med de senere års stigende interesse for at bringe både vilde urter og urter, der er gået i glemmebogen, ind i det moderne køkken, er alexanderurt igen ved at komme til sin ret. Fx har det engelske back to nature-madprogram fra River Cottage vist, hvordan man tilbereder kandiseret alexanderurt.

Alexanderurt er en dekorativ, toårig plante. På førsteåret viser den sig som en bladplante med blanke, savtakkede blade. Med let vinterdækning i kolde vintre, holder den sig ofte grøn det meste af vinteren. På andetåret får den skærmblomster på op til halvanden meter høje stængler, skærmene er sammensat af et mylder af gulgrønne blomster. Efter blomstring kommer der store sorte frø.

Stort set hele planten af alexanderurt er spiselig. Smagen er som et mix af persille, selleri og løvstikke. De friske skud, stængler og blade kan bruges friske i salater og hakket som grønt drys. De kan blancheres eller sauteres og spises med smeltet smør eller bruges som grøntsag til supper, saucer og sammenkogte retter. Som med kvan kan stilkene kandiseres til en slags sukat.

Blomsterknopperne kan ligeledes bruges friske i salat, dampes let som man gør med blomkålsbuketter eller eddikesyltes sammen med fx en smule frisk ingefær. Syltede er blomsterknopperne af alexanderurt velegnet som surt tilbehør til både kød og fisk. Blomsterne kan dyppes i dej og derefter friteres. Rødderne er også spiselige – brug dem på samme måde som pastinak eller giv dem en sursød syltning. De hårde sorte frø kan bruges som krydderi, knuste eller hele, og vil tilføre en kommen/selleriagtig smag. Man har tidligere brugt at blege stænglerne ved at hyppe jord op omkring stilkene – dette skulle gøre dem ekstra delikate.

Plantens værdi som spisegrønt øges af at den ofte står vintergrøn, så man kan plukke af planten i store dele af vinterhalvåret.

Som det ofte er tilfældet med skærmplanter, mister frø af alexanderurt forholdsvis hurtigt spireevnen. Samtidig er de ’kuldekimere’, dvs at frøene kræver en kuldeperiode for at spire. Derfor er det optimale at så dem udendørs om efteråret eller i løbet af vinteren for så at afvente spiring det efterfølgende forår. Man kan også så dem i det tidlige forår, men det kræver nogen tålmodighed, idet frøene undertiden kan være længe om at spire. Der er ikke vundet noget ved at forspire frøene indendørs i varme – tværtimod. Ønsker man at så i det sene forår eller sommertiden, kan man undertiden ’narre’ frøene til live ved at stille såpotten i køleskabet i 4-8 uger, inden den stilles udendørs.

Når først frøene har spiret, er alexanderurt en nem plante at dyrke. Den foretrækker en solrig plads og en fugtig, men veldrænet jord. Som toårig er det jo alexanderurtens natur, at den dør efter blomstring. Hvis man ønsker at dyrke den kontinuerligt, skal man derfor sørge for at lade planten udvikle og smide frø til selvsåning – eller indsamle frø og så dem kontrolleret. Hvis man ikke ønsker blomster til hverken pynt eller spisning, kan man løbende beskære planten til ca. 60 cm’s højde. Dermed forhindrer man blomstring og understøtter ekstra bladdannelse. Ofte vil denne beskæring også forlænge plantens liv med et år ekstra.
15 frø pr. pose.