Snitselleri er en nær slægtning til den knoldselleri, vi kender. Men med snitselleri er det toppen, de meget velsmagende blade, der klippes til et friskt grønt drys – snitselleri kan stort set anvendes alle de steder, hvor man normalt ville bruge persille – den milde sellerismag er frisk og delikat og perfekt som grønt drys: Man kan nemt komme til at foretrække sin snitselleri fremfor den mere gængse persille. Og snitselleri er nemmere at dyrke end persille, som kan være lidt drilsk at få til at spire!
Snitselleri er egentlig en toårig urt, men dyrkes mest som etårig. Det første år kommer der masser af frynsede, flade og let skinnende blade, hvis farve kan variere fra lys til mørk grøn. Bladplanterne bliver ca. 25 cm i højden. Man kan plukke af snitselleri hele sommeren, efteråret og i milde perioder af vinteren vil planten fortsætte med at skyde nye blade, så man ofte kan hente friskt grønt fra snitsellerien i december og januar. Man kan også grave en klump op og sætte den i en potte i køkkenvinduet, så kan man plukke grønt hele vinteren.
Snitselleri er ret hårdfør og overlever for det meste den danske vinter på friland. Lader man planten stå til andetåret, vil den sætte skærmblomster og derefter frø. Frøene kan bruges i madlavningen – prøv fx at knuse dem og blande dem med en god salt til hjemmelavet sellerisalt. Skærmene kan anvendes som dildskærme til sylte- eller saltlage.
Snitselleri sås på friland i april-maj, gerne i rækker som persille. Man kan også sagtens dyrke selleri som krukkeplante – det gør det nemmere at tage den ind i køkkenvinduet til videre dyrkning i vintertiden.
Man kan også forsøge sig med at så snitselleri i løbet af efteråret – i september-oktober. Der er en god chance for at de vil nå at spire og at småplanterne overlever vinteren. Dermed har man skabt sig et forspring, for de små planter vil vokse hurtigt fra sidst i april og sikre egne forsyninger af frisk snitselleri allerede fra omkring midten af maj.
Ca. 300 frø pr. pose.