Denne sort af aubergine, ’Long Violette’ giver aflange, mørklilla auberginer og er nok den, der kommer nærmest på, hvad de fleste opfatter som en klassisk aubergine - den er auberginefarvet og ligner dem, man kan købe i supermarkedet. Smagen er god med fint og fast kød.
Ca. 10 frø pr. pose.
Om auberginer
Aubergine er en af de ganske få grøntsager, der har deres egen farve – den dybe violette, der kendes som auberginefarvet. Og skøn er den, både farven og den blanke, mørkviolette aubergine, men farvebetegnelsen er også lidt af en tilsnigelse, for auberginer kommer i et lystigt udvalg af farver og former og den smukke violette er blot en af dem.
At auberginer er andet end den klassiske lilla, har man ikke opdaget i detailhandlen endnu, så hvis man vil fryde sig over den store variation, som Solanum Melongema-familien kan byde på, så må man selv igang med at dyrke dem. Man skal ikke dyrke auberginer for at få en masse smagsvarianter i forhold til de auberginer, man kan købe hos grønthandleren, men for at kunne nyde og glæde sig over udvalget af runde og aflange, slanke og tykke, grønne og gule, hvide og orange, lilla og mønstrede. For det er simpelthen sjovt. Og auberginer er jo fantastiske til madlavning.
Mest kendt og anvendt på vores breddegrader er den nok i den klassiske græske ret, moussaka, men den kan bruges til meget andet. Helt sikkert er det, at auberginen skal tilberedes. I rå tilstand er både smag og konsistens som en mellemting mellem flamingo og skumgummi – bvadr! Men når den kommer i forbindelse med olie og stegning, opstår der den skønneste smag. Selv laver jeg ofte en ganske simpel italiensk forret, antipasta, marinerede auberginer. Aubergineskiver grilles eller steges gyldne i olie. Man kan udvande dem med salt i 30 min., men det plejer jeg nu at springe over. De stegte skiver lægges i et fad og overhældes med en marinade af olie, balsamico, presset hvidløg, persille, salt, peber og most ansjos. Trækker i mindst fire timer og nydes derefter med stort velbehag.
Aubergine er af natskyggefamilien, der udover en masse meget giftige medlemmer, også favner tomater, kartofler og chili. Auberginer kom oprindeligt til Europa fra Indien og blev i første omgang dyrket som prydplante, idet man var noget skeptisk over for dette medlem af den giftige natskyggefamilie.
Man kan stadig sagtens dyrke aubergine som en prydplante – har man et drivhus eller havestue, hvor man opholder sig, vil den både være til pryd og levere sine spiseligheder. Planterne er flotte, op til ca. 150 cm lidt afhængig af både sort og vækstforhold, bærer fine violette blomster med gul midte og så de meget dekorative frugter.
Aubergine er varmekrævende og dyrkes stort set som tomater. Frøene bør forspires inde i stuetemperatur (gerne 23-25 grader om muligt) i marts-april. Sørg for at de enkelte planter har plads nok, efterhånden som de vokser til. Når planten er 30-40 cm høj, knibes toppen af for at få den til at buske sig. Aubergine kan plantes ud enten i drivhus eller udendørs, eventuelt i en krukke. De skal have dagtemperaturer på mindst 18-20 grader for at trives, så hvis de skal på friland skal det være i en meget lun og læfyldt krog. De holder af fuld sol og god vanding – og gerne gødning et par gange i løbet af vækstperioden. Auberginer er normalt selvbestøvende uden problemer, men sætter planten ikke an til frugter, kan man hjælpe den på vej med en pensel.
Man kan normalt høste fra omkring slutningen af juli og et par måneder frem – afhængig af om de dyrkes i drivhus eller på friland. Jo flere man plukker, jo flere auberginer giver planterne. Særligt er det vigtigt at plukke de første frugter hurtigt, ellers tror planten at den har opfyldt sin mission og sikret slægtens videreførelse og så holder den op med at vokse og sætte frugter.
Auberginer fås i mange forskellige sorter – se dem som selvstændige produkter.
