Løvstikke er en af de planter, som i en årrække har været miskrediteret, fordi den gror for godt, smagen er kraftig, og mange ikke kender nok anvendelsesmuligheder for den smagfulde urt. Heldigvis er den ved at få en renæssance.
Løvstikke er en kraftigvoksende, flerårig urt, som kan blive op til to meter høj, afsluttende med hvide skærmblomster. Men det er de friske skud, der er mest delikate. Løvstikke kaldes undertiden for 'Suppeurt' og oven i købet ’Maggi-urt’, fordi den har lige så megen smag som en koncentreret bouillonterning – men bedre! Den kan alene eller sammen med andre køkkenurter udgøre en suppevisk, et par blade i kogevandet ved de nye kartofler får dem til at smage endnu bedre eller den kan i moderate mængder bruges som friskt drys – eventuelt sammen med andre krydderurter. Prøv også at smide et par store håndfulde blade på en pande med varm olie og steg til bladene er sprøde og næsten svundet ind, drys med groft salt og servér som tilbehør: Det smager fantastisk!
Løvstikkefrø kan være lidt svære at få til at spire, men umagen lønner sig med den smagfulde plante, der kommer igen år efter år. Kan sås hele året - også i den kolde periode – som staudefrø. Læs mere om frøformering af stauder under 'Om at så'.
Ca. 25 frø pr. pose.