Kalabas – eller flaskegræskar, som den også kaldes – er en både sjov og dekorativ klatreplante, der vokser med en rasende fart. Denne sort, ’Snake Speckled’, er ikke flaskeformet, men derimod udmærker frugterne sig ved at være meget lange! Som en lang, slank slange kan denne spøjse frugt blive en meter til halvanden lang med en diameter på ca. 10 cm. Den er mønstret – slangeplettet ifølge sortsnavnet – i forskellige grønne nuancer. Kalabas har været dyrket i Europa i flere hundrede år, men går i andre dele af verden betydeligt længere tilbage. I Mexico er der fundet rester af 9.000 år gamle kalabasfrugter, ligesom fund af kalabas fra ægyptiske grave kan dateres tilbage til ca. 3.000 år før vor tidsregning. Den regnes for en af de allerførste dyrkede grøntsager.
I mange dele af verden spiller kalabas stadig en stor rolle – både som spiseplante, men også fordi de tørrede kalabas nemt kan omdannes til køkkenredskaber, som fx skeer, til lamper, rytmeinstrumenter, legetøj eller blot dekoreres og hænges op som pynt.
Dyrker man ’Snake Speckled’, så frugterne hænger frit, vil tyngden trække dem lange og lige. Lader man derimod frugterne ligge på jorden, vil dens lange former udvikle sig lidt mere uforudsigeligt med sving og kurver. Med ’Snake Speckled’ er det oplagt at forme den lange, tynde frugt, mens den endnu er ung, bøjelig og til at forme, uden at frugten ødelægges. Man kan fx forsøge sig med forsigtigt (og af flere omgange) at binde en kællingeknude på den unge frugt – så vil den som fuldvoksen stadig have en slynget knude på halsen. Eller man kan sno den, bøje den om en form, så halsen danner en cirkel eller en kvadrat – eller evt. lade to frugter slynge sig om hinanden. Og så er det selvfølgelig oplagt at lade sig inspirere af slangeformen og forme kalabassen, så den efterligner en slange, der snor sig – og måske rejser den ene ende, som en slange, der rejser hovedet parat til hug. Når frugterne, efter at være blevet formet, er udvoksede, efter ca. 120 dage, hænges de til tørre og man kan få de flotteste og lidt mærkelige skulpturer.
Kalabasserne er klar til høst, når stilken begynder at tørre eller bliver brun – under alle omstændigheder skal man plukke, før frosten kommer! Alt efter størrelse kan det tage mellem en og seks måneder at tørre en ’Snake Speckled’. Sørg for at frugternes overflader er grundigt rensede, tør dem gerne over med en klud vædet med fx sprit, og hæng dem til tørre på et lunt, ventileret sted – frugterne bør ikke røre hinanden. Efter allerede et par uger, vil overfladen være tørret, men det tager flere måneder, før kalabasserne er tørre helt igennem. Tjek jævnligt for råd eller mug og tør den mindste ansats til dette væk med sprit. Når frugterne føles lette og tørre og man kan høre frøene rasle indeni, er tørreprocessen færdig. Herefter kan de lange kalabasser så eventuelt dekoreres, udskæres til køkkenredskaber (fx en smal ske med et meget langt skaft), musikinstrumenter, rør el.a. En sjov beskæftigelse for børn og barnlige sjæle!
Kalabas er en etårig klatreplante, der i Danmark godt kan dyrkes på friland, hvor den i nogenlunde gode somre vil trives og vokse godt, danne de smukke blomster og udvikle mindre frugter. Vil man have store og lange, modne frugter til tørring, må man i det danske klima satse på at dyrke den i drivhus. Et stort drivhus anbefales, da kalabas er en livskraftig plante, der under gode, varme vækstforhold kan vokse 5-10 cm om dagen. En rekord fra troperne beretter om en vækst på 60 cm på 24 timer! Det behøver man dog ikke at 'frygte' i et dansk drivhus! Planten klatrer ved hjælp af slyngtråde og hvad enten man dyrker den på friland eller i drivhus, må man give den noget at gribe fat i – en pergola, et espalier eller rionet fungerer fint. Dyrkes den som prydplante, kan man glæde sig over dens frodighed, de store blade, de dekorative slyngtråde og de smukke hvide blomster, der undertiden har fine, nougatfarvede aftegninger. Blomsterne springer ud om aftenen og visner dagen efter, men på en sund og kraftig plante vil der være nye blomster klar hver eneste aften.
De grønlige frugter af ’Snake Speckled’ er langstrakte og bliver længere og længere, som de vokser til. Vil man spise dem, skal de plukkes, mens de er små og friske. De skrælles og kernerne fjernes. Kalabas kendes også under navne som dudhi, doodhi eller lauki og i Indien bruges de til fx lauki kofte - en slags vegetarisk udgave af boller i karry: De små frugter af kalabas rives og blandes til en fars med fx kikærtemel og krydderier som ingefær, koriander og chili. Formes til runde ’deller’ og frituresteges. De smager skønt, blot som de er, men i Indien vil de ofte blive serveret i en form for sovs. Som tommelfingerregel kan man i øvrigt anvende de umodne frugter på samme måde som courgetter og squash. Har man lyst til at forsøge sig med at tilberede kalabas, kan man søge på nettet under doodhi, så kommer der masser af opskrifter frem. Også de unge bladskud er spiselige og er især dekorative som spiselig pynt, hvis man plukker et skud med slyngtråde.
Frø af kalabas forspires inde fra slutningen af april. Det er ikke en god ide at forspire tidligere, for frøene spirer hurtigt og planterne vokser hurtigt, og da man ikke kan plante ud før hen i maj, kan man hurtigt komme til at mangle plads i vindueskarmen. Skal de vokse på friland, skal man vente med udplantning til slutningen af maj, for at være helt sikker på, at risikoen for nattefrost er ovre. Kalabas har både han- og hunplanter på samme plante og klarer normalt bestøvningen selv med hjælp fra især nataktive insekter. Især hvis de dyrkes i drivhus kan det dog være en god ide at hjælpe med bestøvningen med en lille pensel. Hunplanterne kendes på, at de allerede har en lillebitte kalabas under blomsten, mens stilken hos hanblomsterne er betydeligt længere end hunblomstens.
Dyrker man kalabas på friland, skal man selvfølgelig så vidt muligt give den en lun, solrig og beskyttet vokseplads. I løbet af en god dansk sommer kan en plante vokse op til fire meter. Og mere i drivhus!
4 frø pr. pose.