Udtrykket ’at dryppe malurt i bægeret’ kan man stadig undertiden høre brugt, når nogens illusioner bliver ødelagt. Planten malurt indeholder absint, som er et bittert smagsstof og ikke noget, man ønsker dryppet i sit bæger i større mængder. Ordet absint (eller absinth), som er en del af malurts botaniske navn, kommer af græsk og betyder ’noget, der ikke kan spises’. Ikke desto mindre har malurtens bitre stoffer sammen med fennikel og anis været hovedbestanddel i den kendte, nærmest berygtede, alkoholiske drik, absint, der især var meget udbredt i Frankrig i 1800-tallet. Den blev i begyndelsen markedsført for sine medicinske egenskaber og franske soldater fik absint med i feltrationerne, men efterhånden ændrede opfattelsen sig til, at den var mere skadelig end andre typer alkohol; At absint-rusen virkede hallucinerende. Dette blev tilskrevet, at malurt, udover smagsstoffer, indeholder det giftige stof thujon (som også planten thuja), men det skyldtes nok snarere, at absint havde en meget høj alkoholprocent: typisk mellem 50 og 75 pct., men undertiden helt op over 80 pct.
Et af de mest berømte malerier af den franske maler Degas, som kan ses på Musée d'Orsay i Paris, hedder blot ’L'Absinthe’. Det forestiller en kvinde på en café med et glas lysegrønt absint foran sig, stirrende tomt ned for sig, tydeligvis et billede på alkoholens – absintens – svøbe.
Absint har i perioder være forbudt i flere lande, men bliver i dag fremstillet og solgt i en del lande – i Europa dog med fælles EU-regler for, hvor meget af malurtens thujon den må indeholde. På tysk kaldes planten for Wermut og bruges til drikken vermouth. Ønsker man at lave kryddersnaps på malurt, kan man lade et par kviste trække i tre til fem dage. Ifølge klassikeren Globs Brændevinsbog anbefalede den fynske maler Johannes Larsen at brygge snapsen på malurtens nyudsprungne gule blomster, hvilket skulle give en særlig fin urtesnaps.
Og så ikke mere om alkohol!
Have-malurt er en op til over en meter høj, flerårig plante, en såkaldt halvbusk med stængler, der bliver træagtige ved roden. Bladene er fjerdelte og besat med små hår, der giver planten et meget smukt, sølvgråt skær. Blomstrer i juli-august med små, gullige kurveblomster. Den menes oprindeligt at stamme fra ørkenområder i Turkestan, men findes i dag vildtvoksende i både Asien og Europa, også hist og her i Danmark og ret almindelig i det øvrige Norden. Dens slægtning, strand-malurt, er i Danmark almindelig ved de indre farvande og ved Vadehavet.
Malurt er en smuk og nøjsom plante, der tåler ret meget tørke, men som bliver ekstra stor og flot, hvis den vokser i en næringsrig, muldet jord. Den trives bedst i sol og placeret i fuld sol vil varmen frigive velduftende, aromatiske stoffer. Den sølvgrå plante er et utroligt flot indslag i et velanlagt staudebed: I Vita Sackville-Wests berømte hvide have ved Sissinghurst var den et prominent indslag, der blev brugt meget bevidst i samspil med alt det hvide. Den står flot mellem roser, der jo har det med at blive lidt bare nedenom, ligesom et par stilke af den grå malurt gør sig smukt i de fleste buketter. Også meget velegnet som krukkeplante, idet den jo tåler at tørre ud.
Malurt regnes for en krydderurt, men er for besk og bitter til virkelig at gøre karriere i køkkenet. Men er man en mester i at arbejde med de fem grundsmage, hvoraf bitter jo kan være en af de ’svære’, er det værd at forsøge sig også med malurten.
Tidligere brugte man den til at holde uønskede insekter borte. Malurt har også været kaldt mølurt, og man brugte at lægge et par kviste i madrasser og mellem linned og uldtøj for at holde møl væk. Ligeledes skulle malurt i kæledyrets kurv kunne holde katte- og hundelopper stangen. Helt tilbage i det gamle Grækenland tilsatte man malurt til blæk, så det skrevne ikke blev ædt af mus.
I køkkenhaven anbefales det at dyrke den mellem rækkerne af kål, hvor dens stærke duft skulle kunne aflede de frygtede kålsommerfugle. Alternativt kan man lægge afklippede kviste af malurt mellem kålen. Dette er dog et gammelt husråd, som jeg ikke har kunnet finde dokumentation for, men det er måske værd at forsøge sig med, hvis ens kålplanter år efter år bliver spist af de grådige larver af kålsommerfuglen. Første del af malurtens videnskabelige navn, Artemisia, stammer fra den græske gudinde Artemis, som var jagtens gudinde, og jægere har både i oldtiden og senere brugt at sætte en kvist af malurt i hatten for bedre jagtlykke.
Traditionelt har malurten også været anset for en lægeplante, der har været anvendt mod alskens dårligdomme som mavebesvær, gigt, søsyge, opsvulmede fødder og indvoldsorm. Efter sigende skulle et afkog af planten brugt udvortes kunne afværge pest, mens afkoget brugt indvortes kunne fjerne kødets begær!
Frø af malurt sås bedst udendørs i det tidlige forår fra omkring marts – de bør ikke forspires inde i stuevarme. Spiring finder sted april-juni, afhængigt af forårets temperaturer. Man kan så direkte på voksetedet, men så må der påregnes et vist spild. Alternativt kan man så i kasser eller potter, som stilles under et halvtag, og når småplanterne er håndtérbare, kan de plantes ud på blivende voksested med ca. 30-40 cm’s afstand. Frøene er bittesmå og kan være lidt svære at håndtere. Bland dem eventuelt med lidt fint sand og drys blandingen ud ovenpå jorden og tryk den let til. Vand forsigtigt - eventuelt ved at spraye med en forstøverflaske - så alle de små frø ikke bliver skyllet væk. Har man allerede fuldt udvoksede planter af malurt, er det ret nemt at stiklingeformere. Når planten er i vækst, er det en god ide at klippe den halvt tilbage hvert eller hvert andet år, så den ikke bliver for ranglet.
50-100 frø pr. pose.
