Valsk bønne er fantastisk bønne, der ikke er særlig kendt herhjemme, men den er ved at få en renæssance og det fortjener den så absolut, for den er fuld af gode egenskaber og passer godt ind i en klimatankegang, hvor vi skal ha’ flere bælgfrugter på menuen.
Denne sort, ’Vertigo’, er sund og robust bønne, der er nem at dyrke og giver et godt udbytte.
Valsk bønne er nok mest kendt under navnet hestebønne, men hvis man følger Plantedirektoratets anbefalede plantenavne, så dækker navnet hestebønne over de sorter af Vicia faba, der dyrkes til foderbrug (nogle siger, at navnet skyldes, at de nærmest firkantede bønner ligner en hestetand), mens valsk bønne bruges om sorter til spisebrug. Den omtales også undertiden som vælsk, som ifølge ordbogen betyder romansk, udenlandsk, italiensk. For lingvistisk interesserede: Det er det samme vælsk, vi finder i kaudervælsk.
Godt nok er den valske bønne nu om dage ikke særlig udbredt i Danmark, men fra bronzealderen og til 1400-tallet var det den mest udbredte bønne i Europa – også i Skandinavien. For nogle år siden var jeg en tur i Italien i det allertidligste forår. En af de store fornøjelser ved at rejse er for mig at gå på markeder og kigge og smage på det store og anderledes udbud af lækre sager. Allerede i marts vrimlede markedet i Firenze med tidlige grøntsager; fine spæde artiskokker, auberginer og – i hver eneste bod – de store bønner, som vi på dansk kalder hestebønne eller valsk bønne. I dag dyrkes den nemlig mest i Sydeuropa og Mellemøsten, hvor den i tørret tilstand bl.a. koges, moses og tilberedes med olivenolie og krydderurter til en god solid hverdagsret, der spises med brød – lidt i stil med hummus, der laves på kikærter. I Egypten kaldes en ret med mosede valske bønner for ful og er gængs hverdagsmad. God og nærende mad for meget få penge!
Retter med tørrede bønner er dog en smagssag. Selv elsker jeg det, men der er mange, der synes det er en vederstyggelighed, som de helst går langt udenom! Men i frisk tilstand er de valske bønner en luksuriøs delikatesse, der i smag måler sig med asparges, friske ærter og artiskok.
At den også er umådelig nem at dyrke, gør det endnu mere oplagt at smide nogle frø af valsk bønne i jorden. Samtidig har valsk bønne de smukkeste blomster: Store ærteblomster i hvid-lysllilla med sorte pletter – de er yndige! På markedet i Firenze var hver eneste kurv med valske bønner pyntet med blomster af bønnen - smukt og indbydende! Blomsterne bliver til store 15-20 cm lange bælge. Inden i bælgene ligger de enkelte, lyserøde bønner i et hvidt for, der kan minde om vat eller skum. Bønnerne pilles ud af deres vatforede futteral og kan spises rå, som når man smovser i friske ærter (det skal være de helt nye og spæde bønner). I modsætning til bønner af phaseolus-slægten, som man ALDRIG må spise rå, kan valske bønner godt spises rå. Eller let dampede: Hæld lidt god olivenolie over de lyserøde, dampede bønner og drys med god flagesalt – uhm! De kan selvfølgelig også bruges i alle mulige retter, hvor man normalt ville bruge ærter eller grønne bønner. Men når de er friske og nye, er det synd at overkoge dem – den fine, delikate smag skulle jo nødig koges ud og den lyserøde farve bevares også bedst ved kun let kogning.
Valsk bønne er en helt anden slægt end almindelig havebønne og pralbønne, og i modsætning til disse, der er meget kuldefølsomme, kan den valske sås på friland allerede i begyndelsen af april. Så dem i nogle centimeters dybde med 30-50 cm’s mellemrum. De spirer i løbet af et par uger og derefter er det at dyrke valske bønner en tilfredsstillelse på linje med at dyrke tallerkensmækker, pralbønne eller radiser; Det kan næsten ikke gå galt og de gror med rivende hast. Derfor er de også oplagte i børnenes have.
Planterne kan blive 1-2 meter i højden og de skal have noget at støtte sig til. Man kan spise de yderste skud som spinat og så kan man ellers begynde at plukke valske bønner, efterhånden som bælgene kommer frem. Som nævnt er det en god ide at plukke dem forholdsvis små, hvis de skal spises friske, og lade dem gro lidt til, hvis man ønsker at tilberede dem – eller måske oven i købet tørre dem til vinterens mad, hvis man er til tørrede bønner. Jo flere, man plukker, jo flere blomster og bønner sætter planterne. På et tidspunkt svinder produktionen dog ind. Så kan man klippe dem ned til lige over det nederste skud, og dermed nå at få en ny, sen produktion af spæde bønner hen på efteråret.
Valske bønner behøver ikke at blive tilført gødning, idet de er kvælstofsamlende – rent faktisk beriger de jorden til gavn for andre planter. Eneste ulempe ved den valske bønne er, at den næsten helt sikkert får bladlus på et eller andet tidspunkt. Derfor kan det være en god ide at så valsk bønne af flere omgange. Så kan man nemlig klippe de angrebne planter ned, og begynde at spise af næste hold.
15 frø pr. pose.
