Navnet strand-fennikel til denne plante er egentlig en tilsnigelse. Planten har nemlig ikke noget dansk navn og er slet ikke af fennikel-familien. Men de blå-grønne, let sukkulente blade har en let bitter, salt fennikelsmag, hvilket har givet den kaldenavnet ’strand-fennikel’. Smagen beskrives som et mix af asparges, kapers, citron og salt. Som et havfruekys, siges det! Strand-fennikel kan også undertiden ses omtalt som strand-dild eller sø-fennikel eller ved sit engelske navn, rock samphire. I Italien spises den under navnet paccasassi.
I 1600-tallets London var rock samphire en meget efterspurgt ingrediens, som især blev brugt til syltning, den blev pickled. Planten voksede vildt på svært tilgængelige klipper og fortællingen går, at rock samphire har dræbt flere mennesker end de fleste nok så giftige planter. Plukkerne begav sig nemlig ud på farefulde ekspeditioner på klipper og stejle skrænter for at indsamle den eftertragtede plante. Undertiden benyttede man børn, der med et reb om livet blev firet ned langs klipperne til plantens voksesteder. Så populær – og svært tilgængelig – var den, at Shakespeare i ’King Lear’ fra tidligt i 1600-tallet beskriver den farefulde jagt på planten på de hvide klinter ved Dover: ’Half-way down, Hangs one that gathers samphire; dreadful trade!’.
Har man kørt igennem Eurotunnelen mellem Dover og franske Calais, har man måske bemærket en stor nationalpark på den engelske side ved navn Samphire Hoe. Den er skabt af nyindvundet land, dannet af de 4,9 millioner kubikmeter kalk og kridt, der blev gravet op fra havbunden for at skabe tunnelen. Nationalparken er opkaldt efter den lille strand-fennikel, rock samphire, fordi den er blevet indsamlet i området i århundreder. Og planten har da også etableret sig på den nye Samphire Hoe.
På engelsk forveksles denne plante undertiden med den, vi på dansk kalder kveller eller salturt (find frø af kveller her), idet déns engelske navn er marsh samphire. Men det er to ganske forskellige planter af hver sin familie. Fælles for dem er dog, at de vokser ved kyster, på klipper eller i sand, og at de smager salt. Og godt!
Man kan spise den sprøde, aromatiske strand-fennikel rå, i fx en salat, hvor den giver smagfuld fylde og et delikat crunch. Man kan også blanchere bladene og derefter give dem et hurtigt dyb i isvand, inden de drysses over salaten. Bladene kan hakkes eller klippes fint og blandes i salat, drysses over en suppe, bruges som kryddergrønt på fx en kartoffelmad eller blandes i kryddersmør. Strand-fennikel kan også tilberedes ganske let; fx kan bladene dampes i nogle minutter og vendes i smeltet smør, som var det nyhøstede asparges. Virkeligt godt tilbehør til fisk eller enkle æggeretter, som omelet eller røræg. Man kan også bygge bro fra 1600-tallets hippe londonere, der elskede deres pickled rock samphire, til nutidens fermenteringsbølge; eksperimenterer man med kimchi, kraut eller kombucha, så prøv at indtænke strand-fennikel. Italienerne spiser deres Paccasassi del Conero lagret i jomfru-olivenolie som en antipasto og man kan i Italien købe glas med strand-fennikel lagret i oliven- eller trøffelolie eller rørt med pesto, sennep eller mayonnaise. Man kan også finde mærker af gin, hvor strand-fennikel er en af smagsgiverne.
Strand-fennikel er en flerårig, lav plante, ca. 30 cm høj, og består af forgrenede stilke med let sukkulente blade. Blomstring i juni-august med gul-grønne skærmblomster. Klip blomsterstænglen af efter blomstring for at bevare planten kompakt. Har man ikke lige en varm klippeside i sin have, anbefales det at dyrke strand-fennikel i en krukke, hvor man kan sikre den en tør og sandet jord, gerne iblandet lidt sten. Den skal placeres solrigt og må endelig ikke overvandes, skal ej heller gødes. Første år bør man ikke høste af planten, men i stedet give den en chance for at vokse lidt til. Derefter kan man høste de sprøde blade, bedst og mest friske er de i maj-juni. Er planten stor nok, kan man også høste af friske skud senere på sæsonen, men pas på med ikke at udpine den ved overdreven høst.
Strand-fennikel sås bedst i det tidlige forår, omkring marts-april. Så i bakker eller potter. Frøene drysses ud på overfladen af almindelig såmuld og dækkes af et tyndt lag jord. Stil såbakken udendørs og afvent at temperaturen stiger med forårets komme. Såbakken bør ikke stilles inde i varmen! Hold jorden let fugtig, men endelig ikke drivvåd. Normalt er frøene spirevillige og vil begynde at spire omkring maj, men som det er tilfældet med de fleste skærmplanter, kan de være lidt drilske. Har frøene endnu ikke spiret i begyndelsen af juni, kan man forsøge sig med at give såpotte eller -bakke et par døgn i fryseren, for derefter at stille den udendørs igen.
Når småplanterne har fået de første rigtige blade, kan de prikles over i større potter eller krukker, hvor de placeres i fuld sol og holdes kun let fugtige. Man skal endelig ikke gøde planterne; hvis jorden er for næringsrig, skvatter planterne nemt sammen.
Ca. 20 frø pr. pose.
