I en historisk eller medicinsk urtehave er balsam en uomgængelig aktør. Den flerårige plante har tidligere været dyrket med et utal af anvendelsesmuligheder for øje – nu vil de fleste nok dyrke den for dens dejlige duft og frodige bladrigdom. Balsam for sjælen!
Balsam kendes også som bibelurt, bibelblad eller kvindeurt. Planten får en bladrig vrimmel af aflange, silkebløde grønne blade. Blomsterne er karrygule kurveblomster, der sidder på stilke, som bliver op til knap en meter i højden. Navnet bibelurt refererer til at de velduftende blade traditionelt blev brugt som bogmærke i biblen, ligesom det fortælles at man rullede bladene sammen og puttede op i næseborene inden kirkegang, for at modvirke den ramme lugt, der kunne være I kirkerummet.
Balsam blev i middelalderen og frem til begyndelsen af det 20. århundrede benyttet både som lægeurt og som krydderurt. Nu til dags er den nærmest ukendt i Europa, mens den stadig anvendes i dele af Asien. Som lægeurt blev den brugt mod mavebesvær, forkølelse og som lever- og galdestimulerende. Og ikke mindst ved menstruationsbesvær og lindring ved fødsler, hvilket gav den tilnavnet 'kvindeurt'.
Balsam bevæger sig også ind i poesien, hvor ordet 'balsamisk' beskriver det liflige, vederkvægende, behagelige og velduftende. Som Johannes V. Jensen, der i ’En sømand har sin enegang’ dog modløst må konstatere, at hvad hjælper dog ’balsamisk vejr og paradis med palmer på, når ikke du er nær!’
Trods sin aromatisk mynteagtige duft har bladene også en let bitterhed, som formentlig er årsagen til at balsam ikke længere har nogen stor udbredelse som krydderurt – måske fordi vi er dårlige til at anvende den bitre grundsmag i vores kulinariske udfoldelser? Den har tidligere været benyttet i almindelige retter med vildt og kylling, i supper, i kager og som smagsgiver til øl. Har man den i haven er det bestemt værd at prøve sig frem med at anvende den som smagsgiver, blot skal den ikke overdoseres. Balsam er god til urtete.
Bladene er fine tørrede i potpourrier og duftposer.
Balsam er en nem plante, der trives i de fleste typer jord og tåler en del udtørring. Den foretrækker en solrig vokseplads, men vil også klare sig fint i halvskygge – dog så med færre blomster. Men da planten overvejende dyrkes for de kønne og aromatiske blade, vil det ofte være af mindre betydning.
Frøene kan forspires inde fra april eller sås ude fra ca. midt i maj.
Ca. 25 frø pr. pose.