Ordet kålråbi vækker hos mange mennesker billeder af sult og nød på landet i meget gamle dage. Kålrabi var noget, man spiste, når man simpelthen ikke havde andet! Og de færreste ved i dag, hvad man skal stille op med de grøn-hvide knolde: Hvordan i alverden tilbereder man en kålroe, som kålråbi også kaldes? Og hvor er det synd, for kålrabi er en skøn rodfrugt, som fortjener at smide sit image som gamle dages fattigmandskost og i stedet indtage en velfortjent plads som en velsmagende og meget anvendelig ingrediens i et moderne grønt køkken!
Kålrabi er en rodfrugt, en kålroe, som danner en rund rod – ca. 8-12 cm i diameter. Den kan af udseende minde om knoldselleri. Denne sort af kålrabi, 'Wilhelmsburger', er tofarvet, grøn foroven og gullig-hvid for neden. Det indre af rodfrugten er ligeledes gulligt-hvidt. 'Wilhelmsburger' er en tysk sort fra 1935, fremavlet af Wilhelmsburger Hartmann. Men egentlig er kålrabi en meget nordisk grøntsag. Særlig svenskerne holder af den – helt traditionelt vil man i Sverige og Norge bruge den i en skøn mos, enten ren kålrabimos eller tilført nogle kartofler, lavet med masser af smør, salt, peber og muskat. Lækkert og blødt, det rene comfort food! At roden har rødder i Sverige ses af, at kålrabi på engelsk kaldes Swede, mens den i Frankrig kendes som Navet de Suède – en roe fra Sverige. I Frankrig og i øvrigt mange andre lande kaldes den også rutabaga – et navn afledt af svensk dialekt. Går man fra Norden mod vest vil man også finde kålrabi brugt i den skotske nationalret haggis, hvor roden sammen med bl.a. diverse fåreindvolde kommes i en fåremave og koges. Haggis spises traditionelt med neeps and tatties, som er hhv. kålrabimos og kartoffelmos. Navnet neeps er afledt af napus i plantens botaniske navn. På et af billederne til venstre ses en skotsk himmerigsmundfuld: En portion haggis med neeps, tatties og whiskysauce. Lækkert ser det da ud, men måske skal man alligevel være indfødt skotte for virkelig at sætte pris på det!
Men selvom man ikke måtte være til alle dele af den skotske nationalspise, så er kålrabimosen som nævnt en lækkerbisken, hvad enten man tilskriver den skotsk eller svensk oprindelse. Ligeledes er kålråbi gode bagt i ovnen. Den er ikke så sødlig i smagen som fx gulerod og rødbede, hvilket er forfriskende i en gang blandede, bagte rodfrugter. Man kan spise kålrabi både rå, dampet, kogt, bagt eller stegt. God i grøntsagssupper eller sammenkogte retter, lynstegt i fx wokretter eller man kan blanchere tynde strimler af kålrabi og marinere dem eller blande dem i en salat. Man kan også lave kålrabi-fritter i air fry’eren. Er man til mormormad, kan man lave en kålrabi-stuvning med ærter og gulerødder. Man kan også juice kålrabi sammen med andet grønt til en supersund greenie.
Frø af kålrabi sås direkte på friland fra begyndelsen af april til juni, sørg for at jorden er gennemfugtet. Beregn 40 cm mellem rækkerne. Spirer normalt inden for 5-15 dage, afhængigt af såtidspunkt. Trives i sol eller delvis skygge og i en jord, der holdes fugtig, men veldrænet – kålrabi bryder sig ikke om udtørring. Når småplanterne er spiret frem, tyndes ud, så der er mindst 20-30 cm mellem de enkelte planter. Sørg for løbende gødskning i vækstperioden. Udviklingstiden for kålrabi er ca. tre måneder, rødderne høstes, når de har størrelse som en pænt stor grapefrugt.
De tidligt såede kålrabi vil man typisk spise løbende, efterhånden som de høstes. De sent såede kålrabi er meget nemme at vinteropbevare. Kålrabi tåler lettere frost, så man kan lade dem blive i jorden – planlægger man at høste løbende vinteren igennem, er det en god ide at dække af med halm eller andet isolerende materiale. Man kan også opbevare dem i kule eller i en kølig kælder – og har man plads, kan kålrabi holde sig i køleskabet i flere måneder. Man kan også skære rødderne i mindre stykker, blanchere dem og putte dem i fryseren. Får man ikke høstet sine kålrabi i løbet af vinteren, vil planterne det efterfølgende forår blomstre med gule korsblomster, der ligner alle andre kålblomster. Man kan spise blomsterne, hvor imod roden på dette tidspunkt næsten altid vil være blevet træet og uspiselig.
Ca. 300 frø pr. pose.
