Lægekokleare er en lille, toårig urt med tykke, sukkulente blade af form som skeer. Tidligere har den da også været kendt under navnet skeurt og ordet cochlearia i plantens botaniske navn kommer af det latinske cochlear, der betyder ’ske’.
Lægekokleare er almindeligt vildtvoksende i Norden på bl.a. strande og strandenge, men den kan også sagtens dyrkes som en køkkenurt, der kan levere et grønt drys en stor del af året – særlig i vintertiden vil man sætte pris på den. Den har tidligere været en almindelig dyrket køkkenurt, der kunne findes i frøkataloger et stykke op i 1900-tallet.
Lægekokleare bliver op til 30 høj og vokser fra en roset med langstilkede blade af ske- eller hjerteform. Blomsterne er rent hvide og sidder i tætte klaser. Blomsterne udvikler sig til kuglerunde frøkapsler. Lægekokleare udmærker sig ved at stå med de fineste, grønne og plukkeklare blade størstedelen af året. I vinterperioden vil den stå med struttende, saftige blade – altså når det er tøvejr. I frost klasker bladene sammen, men rejser sig igen, når temperaturen går i plusgrader. Blomstringen kommer overdådigt i maj-juni i plantens andet år og dens velduft tiltrækker bier og andre nyttige insekter. Derefter sætter planten frø og dør.
Lægekokleare har en god og skarp smag i stil med karse, peberrod og sennep. Planten lugter også sennepsagtigt. Smagen er for skarp til at bladene kan bruges som salat, men i mindre mængder er den virkelig god som en frisk, grøn smagsgiver i vintertiden. Bladene giver et godt, stærkt pift til en vintersalat, er gode i en urtesmør til fx fisk og som et grønt drys på maden. De kan steges i olie eller smør, blandes i en urtepesto eller koges med i sammenkogte vintergryder, i supper eller saucer. De friske skud er ikke helt så stærke, som de lidt ældre blade. De sødt duftende blomster er også spiselige og har en mildere smag af karse. Når først planten går i blomst, bliver bladenes smag dog normalt for stærk.
Lægekokleare er smækfyldt med c-vitamin. Tidligere blev den kaldt skørbugsurt og blev brugt af især søfolk. Skørbug var en dødelig sygdom, der skyldtes mangel på c-vitamin. I 1500-tallet opdagede en tysk læge, at kokleare kunne både forebygge og helbrede den frygtede skørbug og søfolk begyndte derefter at medbringe saltede blade af kokleare for at sikre sig det livsvigtige c-vitamin på de lange togter. Også på land blev kokleare brugt som et tilskud af c-vitamin i de lange vintre, hvor det kneb med de friske grøntsager.
Lægekokleare trives bedst i let skygge på en velgødet, fugtig jord. Hvis den skal få store og saftige blade, må den endelig ikke tørre ud. Man kan placere den i køkkenhaven - den er køn og velegnet som kantplante - men man kan også lade den vokse lidt mere spredt i halvskygge på fugtige steder i haven – fx under frugttræer. Lader man den passe sig selv, vil den selvså og sikre nye planter som erstatning for de, der dør på deres andetår. Man kan også placere et par planter i frostsikre krukker i nærheden af huset, så der nemt kan hentes grønt ind fra vinterkulden.
Lægekokleare kan sås direkte på voksestedet fra april til august. Sås der tidligt, har man blade til brug hen over sommeren. Til vinterhøst sås normalt i løbet af sommeren. Giv 10-15 cm mellem planterne.
Ca. 50 frø pr. pose.
