Indianermajs er kaldenavnet for disse majs, hvis kolber er kulørte som et drys af confetti. Hver enkelt majskolbe består af frø i mange forskellige kulører og hver kolbe fremstår smuk og unik. Navnet ’indianermajs’ indikerer, at disse majs ligner de majs, som de nordamerikanske indianere dyrkede, inden majsproduktion blev en verdensomspændende industriproduktion af stærkt forædlede sorter.
De kulørte majs er fantastisk smukke med det brogede farvespil i kernerne. Hvordan den enkelte kolbe kommer til at se ud, vides først, når man fjerner dækbladene og åbenbarer den modne majskolbe – undertiden kan også dækbladene variere lidt i farve. Indianermajs bruges ofte til dekoration – lad dem i så fald modne på planten og træk de tørre dækblade væk fra de farvede kolber, men lad dem gerne sidde på, det ser flot ud! Farverne intensiveres ved tørring. I tørret tilstand kan majskolberne holde sig i årevis.
Man kan også sagtens dyrke indianermajs som spiseplante, men de er ikke så søde som de forædlede sorter. Indianermajs kan anvendes, som man gør med andre typer majs – dampede, grillede el.lign. Skal de spises, høstes de, mens de er saftige og endnu ikke fuldmodne. Eller man kan lade kolberne tørre helt på planten og bruge de tørre kerner til popcorn. Popcornene bliver hvide som almindelige popcorn – altså den del, der ’vender vrangen ud' af kernerne – mens de små skalrester, der sidder på popcorn, vil beholde de enkelte kerners kulør.
Indianermajs er middeltidlige og dyrkes som andre majs. Planterne bliver ca. 150-200 cm høje.
Ca. 30 frø pr. pose.
Om majs
Historien om majs er historien om et græsstrå, der over tusinder af år udvikler sig og forædles til en afgrøde, der holder liv i millioner af mennesker verden over, er tilpasningsdygtig og som har utallige anvendelsesmuligheder.
Formoderen til majs menes at være en høj græsart ved navn teosinte, der oprindeligt voksede i det nuværende Mexico. Teosinten havde ikke kolber, som de majs vi kender, men gennem tusinder af års forædling blev fremelsket en afgrøde, der med sine mange tætsiddende korn indeholder virkelig megen mad. Den forædlede majs vandt stor udbredelse på hele det amerikanske kontinent, både Syd- og Nordamerika, hvor den var og er en væsentlig del af basiskosten. Columbus bragte majsen til Europa, hvorfra den nøjsomme, velsmagende og særdeles anvendelige plante bredte sig til Afrika og Asien. Nu til dags overgår produktionen af majs enhver anden kornart. På verdensplan høstes der ca. 800 millioner tons majs om året. I de fleste lande går en stor del af produktionen til svinefoder, men i en del afrikanske og sydamerikanske lande er majs et af de basale fødemidler. Og ingen barbecue i USA uden corn on the cob!
I Danmark er majsplanter på markerne og majskolber i supermarkedets grøntafdeling et relativt nyt fænomen. Da jeg var barn i 60’erne, boede familien et år i USA, hvor jeg som femårig for første gang i mit liv blev præsenteret for dampende, gyldne majskolber serveret med koldt smør – en himmerigsmundfuld, som vi ikke kendte fra det nordjyske, hvor vi kom fra. Majsmarker er i dag et almindeligt syn i Danmark, men det er oftest sorter til foderbrug, som ikke egner sig til menneskeføde – hvad de fleste, der har prøvet at stjæle et par majskolber fra en bugnende mark, har konstateret.
Majsen har en enorm evne til at tilpasse sig og med dens store udbredelsesområde, er der gennem tiden udviklet et hav af sorter, der passer til forskellige vækstforhold næsten kloden rundt. I højde kan sorterne være fra en halv til seks-syv meter, mens længden på kolberne kan variere fra få cm til 30-40 cm. Farvemæssigt dækker majsen også bredt – fra den mest almindelige gule til hvid og næsten sort og de fleste kulører derimellem. Og så er der disse multikulørte, der ofte kaldes prydmajs, men som for manges vedkommende også er spiselige.
Hos os kender vi overvejende majsen som hele kolber, der spises med smør, eller som gule korn, der hældes ud af en konservesdåse eller en frostpose. Eller måske i form af corn flakes på morgenbordet eller popcorn i biografens mørke. Men i de lande, der i årtusinder har haft majs som en grundpille i kosten, er det den malede majs, majsmelen, der er væsentlig og som bruges til bl.a. brød, grød og pandekager. Majsmel er et fremragende produkt, som vi i Danmark godt kunne lære at anvende mere i vor madlavning. Alligevel er det dog nok de færreste, der vil dyrke majs i haven for at producere deres egen mel. I haven giver det mening af dyrke de søde, såkaldte sukkermajs – eller, hvis man vil lave sine egne, måske kulørte, popcorn, de små og tykke kolber, der kendes som popcornmajs. Selvom såkaldte 'friske' majskolber ikke koster meget, giver det alligevel god mening at dyrke sine egne kolber. Majs er nemlig, sammen med asparges, en af de grøntsager, som hurtigst taber smag efter høst. Majskolber skal høstes lige inden tilberedning for at få den ultimative, søde smag og de hjemmedyrkede majs er derfor købemajs langt overlegne i smag.
Danmark ligger egentlig på nordgrænsen for dyrkning af majs med vor relativt korte nordiske sæson, så for at få succes med hjemmeavlede majs er det en god ide at forspire dem. Majs sås i potter el.lign. lige omkring 1. maj og sættes til forspiring et varmt sted ved 20-30 grader. Ved god varme spirer frøene normalt i løbet af 3-6 dage, småplanterne er græsagtige. Når de har spiret, kan de tåle et mellemophold i drivhus, for derefter at blive plantet ud på friland, når al risiko for nattefrost er ovre – det er først i slutningen af maj! Har man ikke mulighed for at forspire, er man kommet for sent i gang eller ønsker man sig en mindre majsmark, kan man så direkte på friland, men jorden skal i så fald være min. 15 grader varm.
Ved udplantning er det en god ide at sætte de forspirede planter i en klynge, fremfor i rækker. Det samme gælder selvfølgelig, hvis man vælger at så direkte på friland. Dyrkning af majs i klynge giver nemlig en bedre bestøvning, hvilket er et kardinalpunkt i majsdyrkning. Hver enkelt majsplante har både han- og hunblomster. Hanblomsterne er de græslignende duske, der sidder i toppen af planten, mens hunblomsterne er det støvfang, der som lange silketråde hænger ud af kolben. Støv fra hanblomsterne skal drysse eller blæse ned på hunblomsterne og der skal ske bestøvning for hver enkelt kerne på kolben. En dårlig bestøvning vil resultere i kolber med få og spredte kerner – derfor er det en god ide at hjælpe til ved at placere planterne samlet. Er det koldt og regnfuldt, når bestøvningen skal finde sted, kan det desværre også betyde et dårligt resultat. Den vellykkede bestøvning vil derimod resultere i store, sunde kolber, der er tæt besat med majskorn – normalt 2-4 kolber pr. plante. Da der sagtens kan drysse støv fra én plantes hanblomster til en anden plantes hunblomster, bør man ikke dyrke flere sorter i nærheden af hinanden, idet sorterne så risikerer at 'forurene' hinanden.
Småplanterne sættes med ca. 25-35 cm’s mellemrum. Majsfrø og de nyspirede planter er guf for duer, fasaner og kragefugle, så har man mange af dem i nabolaget, er det en god ide at dække med fiberdug eller fx løse grene i begyndelsen. Majs er kraftigt voksende og skal dyrkes i en velgødet jord og gerne have et ekstra skud gødning omkring 1. juli. Vælg en solrig placering og vand jævnligt, mens planterne vokser. Når hanblomsterne i plantens top har foldet sig ud, er yderligere vanding kun nødvendig, hvis det er en meget tør sommer.
Majs skal høstes, inden kernerne er fuldmodne, hvis man vil spise dem friske. Afhængig af sort går der 70-100 dage fra såning til høst. Det rette høsttidspunkt findes dels ved at se på trådene, der hænger ud af kolben – de skal være brune og visne. Og dels ved forsigtigt at linde på kolbens grønne yderblade og med en negl presse lidt saft ud af en kerne. Hvis saften er mælkeagtig, er kolben spiseklar. Er den ikke det, lukkes yderbladene bare forsigtigt til igen.
Skal majsen ikke spises frisk, men derimod forarbejdes til fx majsmel, venter man med høsten. Majs tørrer nemlig ud ved modning og bliver dermed nemmere at male til mel, men til gengæld ikke særlig interessant at spise frisk. Dyrker man majs til popcorn, skal kernerne også tørre på kolben, før de høstes.
