Sukkertopsalat kaldes denne skønne cikoriesalat på dansk. Og denne vintergrøntsag ligner da også, med sin aflange, let spidsede facon, en gammeldags sukkertop. Det er tyskerne enige i; de kalder den Zuckerhut, mens både franskmænd, italienere og englændere refererer til et brøds form i deres navngivning; hhv pain de sucre, pan di zucchero og sugar loaf. Hvis der er en smule uenighed sprogene imellem, om hvad formen på sukkertopsalat minder om, er der enig om dét med det søde!
Og det er værd at hæfte sig ved! Sukkertopsalat er af cikoriesalat-typen, der alle er kendt for deres mere eller mindre kraftige strejf af bitterhed. Bedst kender vi nok julesalat, også kendt som endive. Sukkertopsalat hører til de ikke så bitre, søde om man vil, der forener den sødlige mildhed med hele cikoriefamiliens pikanteri. Og det passer godt til den nordiske smag, hvor vi ikke er så vante med at spille på de bitre toner i vores madlavning. I de senere år ér der kommet mere fokus på de fem grundsmage, der supplerer hinanden til den kontrastfulde og sublime velsmag. Men for mange danskere er grundsmagenes kontraster nok stadig mere teori, end noget der sidder på rygmarven – specielt har mange det lidt svært med at få den bitre kontrast ind i hverdagskøkkenet.
I Sydeuropa derimod - Italien fx - virker det som en selvfølgelighed, at bitterstoffer er essentielle i den gode kogekunst. Ikke kun er det bitre en vigtig smagsnuance, bittert og syrligt er også perfekte følgesvende til det fede – hvad enten det er af vegetabilsk eller animalsk art. Og italienerne dyrker det også i deres haver. For nogle år siden stod jeg på et romersk torv, der var markedsdag, og jeg stod og studerede udvalget af frøposer hos en handlende. Der var rækkevis af frøposer til variationer over grøntsager af den bitre cicoria-famiglia! Udover fx Puntarelle di Galatina og radicchio var der pan di zucchero, sukkertopsalat!
Og sukkertopsalat ér virkelig værd at dyrke, også selvom man hverken er franskmand eller italiener! Sukkertopsalat er en flot, kæmpestor salat, der, som sagt, af form minder om et klassisk franskbrød. Det kan af udseende minde om et knapt så spidst spidskål eller om de forkætrede kinakål, som vi tyggede på i halvfjerdserne, men har intet med dem at gøre!
Sukkertopsalat har en helt anden årsrytme end de fleste af de grøntsager, vi normalt dyrker i vores køkkenhaver. I Italien sås sukkertopsalat ofte sidst på sommeren, men i Danmark anbefales det at så omkring juni-juli for at give varme til spiring og planternes første tid, og samtidig gøre vækstsæsonen lidt længere. Beregn mindst 30 cm mellem planterne. Dyrkes bedst i sol i en let og velgødet jord. Vandes jævnligt - bliver jorden for tør, bliver planterne let for bitre. I løbet af to-tre måneder har planterne udviklet sig til store, uordentlige hoveder. Planten er flerårig, men danner de aflange hoveder allerede på første år, hen sidst på efteråret og ind i vinteren. Sukkertopsalat er kuldetolerant og tåler let til moderat frost – er den fuldt etableret, tåler den normalt ned til fem-syv frostgrader. Ved frost vil en del af de ydre blade klaske sammen, blive sorte og planten vil måske ikke ligne noget, der kan høstes. Men i midten af planten vil man finde de fineste aflange, sprøde og lysegrønne salathoveder. Ligesom med grønkål og rosenkål, der tåler at stå ude hele vinteren, omdanner sukkertopsalaten stivelse til sukker ved frost, hvilket gør den naturligt bitre smag mildere og sødere.
Man høster hovederne ved forsigtigt at skære planten af roden over jorden, uden at beskadige roden. Sukkertopsalat er nemlig flerårig og kan skyde fra den samme rodbase i flere år. Hvis man ikke høster hele planten, men nøjes med at skære blade og skud en smule forsigtigt, kan roden vokse i mange år.
Man kan spise sukkertopsalaten frisk og nyde dens sprødhed – hvis man kan lide den milde bitterhed, som den trods alt har. Italienerne - med deres stærke tradition for at bruge cikoriesalater - vil ofte balancere bitterheden ved let tilberedning. Helt enkelt kan man blanchere bladene, hvilket trækker bitterstoffer ud. Man kan opvarme sukkertopsalaten; stege den hurtigt med diverse smagsgivere. Råt kan man nuancere det bitre med sødt, salt og syrligt. I sydeuropæiske køkkener er det fede og det bitre følgesvende: fed mad bør ledsages af noget bittert, og det bitre mildnes af fedme. Prøv fx en klassisk fransk salat, hvor snittet sukkertopsalat vendes i en varm vinaigrette af skalotteløg, vineddike, olivenolie, sennep – og varmt baconfedt! Og så toppes salaten med den sprødstegte bacon og smilende æg. Fedme og bitterhed i smuk symfoni!
Ca. 200 frø pr. pose.