Anis er en gammel krydderurt, der har været kendt i Norden siden middelalderen og er blevet dyrket som både smagsgivende krydderurt og som lægeplante. Hele planten er skønt duftende og smagende af lakrids – de fleste vil kende smagen fra de dejlige, røde bolsjer, der kaldes ’Kongen af Danmark’. Det navn stammer helt tilbage til 1600-tallet, hvor det ifølge fortællingen var Christian den 5., der fik ondt i halsen og tilkaldte sin livlæge. Livlægen ordinerede anisolie, som var tidens medicin mod ondt i halsen. Men ufortyndet anisolie smager stærkt og kongen ville ikke indtage den. Derfor måtte livlægen finde på noget. Han havde hørt, at nogle apotekere blandede medicin med sukkermasse for at få den til at glide ned. Han lavede derfor en varm sukkermasse, som han tilførte anisolie og en smule rødbedesaft. Det blev til fine, røde bolsjer, som kong Christian den 5. gladelig spiste – og efter sigende blev rask! Kongen af Danmark-bolsjer produceres stadig og de ovale, røde bolsjer er ofte præget med en kongekrone.
Anis-planten stammer oprindeligt fra Ægypten og nævnes som en lægeplante allerede i oldtiden. Den græske læge, Hippokrates, der traditionelt betragtes som lægekunstens fader, brugte frøene af anis mod bl.a. gulsot. Og han omtaler en festlig graviditetsprøve: Kvinden skulle indtage en lille portion pulveriserede anisfrø og derefter gå i seng. Fik hun da kløe omkring navlen, var hun gravid – ellers ikke. I det hele taget berømmer de græske læger fra oldtiden planten og døber den ’aniketos’, der betyder, at den er uovervindelig. Den har gennem tiderne været anvendt mod utallige dårligdomme.
Anis er en etårig plante, der bliver ca. 40-80 cm høj. Den er spinkel og elegant, stænglen forgrener sig med fjersnitdelte blade og blomstringen kommer med smukke, hvide skærme i juli-august. Den er velegnet som prydplante, hvor de lette blomsterskærme er smukke i et blomsterbed, men kan lige så vel dyrkes med fokus på dens funktion som krydderurt. Hvad enten den dyrkes til pryd eller nytte, er de hvide blomsterskærme smukke og velduftende i en buket -eller blot et par stykker solo i en høj, slank vase.
Hele planten kan anvendes som smagsgiver - både blade, blomster, frø, stængler og rødder. Mest anvendt er dog frøene, der har en kraftig, aromatisk duft og en sød, lakridsagtig smag. Anis indeholder en flygtig olie, hvis hovedbestanddel er anethol. De tørrede frø er meget brugt som krydderi i især mellemøstlig og asiatisk mad. I Indien dækker man frøene med en sukkermasse og tygger dem som små pastiller efter maden, hvor de både beroliger maven efter stærkt krydret mad og giver frisk mund.
De unge blade er fine i salater og frøene er gode som krydderi – fx i fiskeretter er de delikate. De er velegnede i kager, is og desserter – eller i det hele taget alle de steder, hvor vi i de senere år har lært at bruge lakrids som smagsgiver i både det søde og det salte køkken. De lakridsduftende blomster er smukke drysset over en kage eller en salat.
Traditionelt er anis blevet brugt til mange forskellige alkoholiske drikke, som fx den mellemøstlige arak, den græske ouzo, den italienske sambuca og den tyrkiske raki. Man kan bruge anis til kryddersnaps og den bliver også brugt til nogle mærker af den drik, som amerikanerne kalder root beer.
Anis er også god til urtete – eventuelt kombineret med andre tørrede urter efter smag. Frøene kan desuden tygges rå – de minder i smag lidt om lakridsrod.
Anis må ikke forveksles med stjerneanis (Illicium verum), som i stigende grad har udkonkurreret den ægte anis som solgt krydderi. Det skyldes, at stjerneanis er meget billigere at producere kommercielt. Hvis man vil have den ægte anis, er det derfor en god ide at dyrke den selv.
Anis sås direkte på voksestedet i april-juni. Den foretrækker at gro et varmt og solrigt sted i en god, næringsrig og veldrænet havemuld. Hvis man ikke høster frøene, er det alligevel en god ide at klippe frøstandene af, da planten ellers vil selvså.
Ca. 100 frø pr. pose.
