Stærke piratos, sød og blød finsk lakrids eller runde chokoladeovertrukne lakridskugler til eksorbitante priser. De fleste danskere har deres favoritlakrids. I nyere tid har lakrids været forbundet med slik, og for små 20 år siden begyndte lakrids at blive betragtet som en smagsgiver, en gourmetingrediens, som blev tilsat alt fra øl over rugbrød og til alverdens retter i både det salte og det søde køkken. Den trend har vist toppet, men den viste os, at lakrids er andet end slik. Oprindeligt blev lakrids, roden af planten Glycyrrhiza glabra, betragtet som en medicinsk plante, hvis anvendelse går mange tusind år tilbage – lakrids regnes blandt de ældste lægeplanter.
I en oldægyptisk papyrus fra omkring 3000 år før Kristi fødsel omtales lakrids som effektivt mod hoste, og også de gamle grækere og romere brugte flittigt lakrids som lægemiddel. Ofte var det hoste og lunge- og brystsygdomme, den blev anbefalet til, men også mavebesvær, blære- og nyresygdomme, menstruations- og fødselsbesvær har den været brugt mod. I Danmark solgtes lakrids i mange år kun fra apotekerne med medicinsk formål, men i slutningen af 1800-tallet blev det populært at tygge den tørrede lakridsrod og apotekeren solgte derudover stykker af hårde, blanke stænger af såkaldt engelsk lakrids. Transformation fra medicin til slik var sat i gang.
At der er virksomme stoffer i lakrids, er sikkert. Blandt andet kan indholdet af glycurrhizinsyre give forhøjet blodtryk allerede ved indtagelse af blot 50 gram lakrids dagligt. Derfor anbefales det at holde igen med lakrids, hvis man lider af forhøjet blodtryk.
Plantens botaniske navn Glycyrrhiza er dannet af det græske glykys, der betyder sød, og rhiza, der betyder rod. En sød rod!
Man kan sagtens dyrke sin egen lakridsrod. Planten lakrids er en flerårig staude, urteagtig med forgrenet, buskagtig vækst. Stænglerne kan blive let træagtige, bladene er finnede og de små lyserøde til blå-lilla ærteblomstlignende blomster sidder samlet i oprette klaser – blomstring fra juli til september. Frugterne er bælge med nogle få frø i hver bælg. En fin plante, der ikke gør så meget væsen af sig, men som sagtens kan dyrkes som en køn prydplante. Lakrids er vildtvoksende i bl.a. Nordafrika, Mellemøsten, Kaukasus, Sibirien og Indien. Men den kan også sagtens dyrkes på friland i Danmark og vil på få år vokse sig til en flot og kraftig plante på op til halvanden meter. Lakrids udvikler et kraftigt rodnet, der forgrener sig og sender underjordiske udløbere ud, som kan skyde flere meter fra moderplanten. Det er derfor en plante, der kræver en del plads; vil man holde den i ave, kan man eventuelt dyrke den i store, dybe murbaljer el.lign. med hul i bunden.
Hele planten dufter og smager af lakrids, men det er hovedsageligt den tørrede rod, der anvendes som tyggeslik og til fx te. Planten skal have mulighed for at udvikle et ordentligt rodnet, inden man høster af rødderne første gang. Normalt høster man rødder om efteråret, når planten er to-tre år gammel. Det gøres ved at grave planten op – eller vippe den ud af sin balje – og skære størstedelen af rødderne af til høst. Ønsker man, at planten skal leve videre, skal man lade den beholde sin kraftige pælerod og nogle enkelte siderødder og sætte den tilbage i plantehullet.
De høstede rødder rengøres, skrælles eventuelt let og skæres i passende stykker, og så har man lakridsrod, som man kan gå og tygge på - og lade nutidens børn opleve, hvordan man høster slik som på oldefars tid.
Lakrids produceres ved, at de større rødder skæres i stykker, koges og inddampes, og tilsættes gummi arabicum, der er en naturligt forekommende gummiart, et fortykningsmiddel. Gummi arabicum kan blandt andet købes i pulverform hos en materialist.
Lakridsplanten trives bedst i fuld sol og en veldrænet jord er vigtig for en god roddannelse. Sørg for jævnlig vanding. Lakrids er en såkaldt ’kvælstoffikserende plante’, dvs at den tilfører jorden kvælstof – oven i købet nok til at dele med naboplanter. Derfor behøver man sjældent at gøde den. Lakridsplanten kan normalt overleve en nordisk vinter uden problemer, men kan være sårbar over for hård barfrost. Dyrkes den i balje eller krukke over jorden, kan det være en ide at give den lidt beskyttende vinterdækning.
Frø af lakrids forspires indendøre i februar-april. Frøene er spirevillige, men ret hårde. Derfor er det en god ide at lægge dem i blød i 12-24 timer i lunkent vand for at fremme spiring. Sås i potter eller minidrivhus – bruger man det sidste, skal man sørge for god udluftning, for hvis såmiljøet er for fugtigt, risikerer man, at frøene rådner i stedet for at spire. Stil såpotten ved 22-27 grader og sørg for at jorden er konstant fugtig, men ikke sjaskvåd. Spirer normalt i løbet af en uge eller to.
De forspirede planter kan plantes ud på voksestedet omkring midten af maj – hvad enten de skal gro på friland eller i store potter eller baljer. Placeres de på friland, bør man regne 60-90 cm mellem planterne.
Ca. 15 frø pr. pose.
