Pengeurt vokser vildt i det meste af Skandinavien og har man lyst til at forsøge sig med at plukke af de friske skud til fx en blandet salat, kan man lede efter den på marker og i grøftekanter. Man kan også dyrke den selv, hvilket er rørende nemt.
Pengeurt er en etårig bleggrøn plante, 30-60 cm høj, med glatte blade og stængler. Den får hvide korsblomster i maj-juni, der efterfølges af de meget dekorative, flade skulper, frøstande, der kan minde om mønter og som har givet den navnet pengeurt. I forbindelse med at det i de senere år igen blevet moderne at sanke, at samle sin føde i naturen, og at sætte vilde planter på menuen, er pengeurten så småt ved at gøre sit indtog som spiseplante – bl.a. på flere københavnske restauranter.
Det er de nye skud af pengeurt, der spises – høst af planten, inden den går i blomst, for derefter bliver smagen ofte for bitter. Planten har en lidt skarp smag af løg og sennep, som i mindre mængder er rigtig god i fx blandede salater eller som det grønne drys på maden – fx som man traditionelt bruger den også let bitre karse. De mønt-lignende frøskulper har en kållignende smag, mens de endnu er grønne, og man kan sagtens forsøge sig med at bruge dem, som man ville bruge kål.
Man kan så pengeurt direkte på voksestedet i marts-juni – den stiller ingen særlige krav til voksested, men vil trives i almindelig køkkenhavejord. Hvis man får smag for den lidt skarpe smag af pengeurt, kan man så af flere omgange i perioden, så man hele tiden har friske skud. Man kan også så pengeurt om efteråret eller i løbet af vinteren. Det giver tidligere og kraftigere planter året efter. Pengeurt producerer rigtig mange frø og vil så sig selv, hvis den får lov. Hvis man vil undgå dette, bør man fjerne planten, inden frøene modnes. Skulle den selvså, er de små uønskede planter dog nemme at hakke om.
Vil man hellere sanke pengeurt fremfor at dyrke den selv, skal man være opmærksom på, at den ikke bør plukkes på forurenede jorder, som fx jernbaneterræn eller byggetomter. Pengeurt har nemlig en udpræget evne til at optage tungmetaller via roden – derfor eksperimenteres der bl.a. med at bruge den til oprensning af jordforurening, men planter der vokser på forurenet jord, bør ikke spises.
Ca. 200 frø pr. pose.
