Ananaskirsebær har intet at gøre med hverken ananas eller kirsebær. Det er små runde, stærkt orange frugter, der enkeltvis hænger på planten indpakket i det fineste, pergamentagtige hylster, som giver mindelser om små havelamper. Ananaskirsebær har været at finde i handlen i en del år efterhånden, men de er dels ret dyre at købe, hvis man skal bruge mere end nogle få – og dels er dens mange anvendelsesmuligheder ikke rigtigt slået bredt igennem i Danmark. Oftest ser man dem anvendt som et syrligt cocktailbær, i en frugtsalat eller som pynt på en kage eller til et ostebord. Men ananaskirsebær kan meget mere, hvilket man bør forsøge sig med, hvis man dyrker dem selv.
Det spiselige ved ananaskirsebær er den lille (knap to cm i diameter), kuglerunde frugt. Det pergamentagtige hylster er blomstens bægerblade, der er vokset ud over bærret og dermed beskytter det. Hylsteret er dekorativt, men ikke en del af det spiselige. Det er derimod bærret, der modner fra grønligt til at være stærkt orange, når det er modent. Frugten er orange hele vejen igennem og indeholder mange små frø – det spises med både skind og frø. Smagen af ananaskirsebær er både sød og syrlig. Ofte beskrives den som en blanding af ananas, passionsfrugt og tomat – med et strejf af stikkelsbær.
Ananaskirsebær stammer oprindeligt fra Sydamerika ligesom dens slægtning, tomatillo. Portugiserne tog ananaskirsebærret med på deres sørejser, hvor den meget c-vitaminholdige frugt var et godt middel mod den dødelige skørbug, som skyldtes mangel på c-vitamin og som ramte søfolk, når de var på lange togter. Det var også via de omkringsejlende portugisere at ananaskirsebær i 1800-tallet kom til Sydafrika, til Kap det Gode Håb, hvor boerne for alvor fik øje på plantens potentiale og begyndte at dyrke den som afgrøde. Frugtens rejse til Kap det Gode Håb har også givet navngivet den på flere sprog. Således hedder den på engelsk cape gooseberry og på tysk Kapstachelbeere - man må have ment, at frugten mindede om stikkelsbær, for både gooseberry og stachelbeere betyder stikkelsbær. På dansk har man også tidligere kunnet se den omtalt som ’kapstikkelsbær’.
Ananaskirsebær kan spises friske, hvor den meget aromatiske, sød-syrlige smag vil tiltale mange. Tilberedt er der masser af muligheder i det søde køkken: Prøv fx en Tarte Tatin, som er en klassisk fransk æbletærte med karamelliserede æblestykker på toppen – men byt æblerne ud med karamelliserede ananaskirsebær. Servér med en klat fed creme fraiche på toppen – uhm! Ananaskirsebær er også velegnede til marmelade, gelé og chutney – de indeholder pektin, der virker som stivelse.
Ananaskirsebær er dog ikke kun en frugt til den søde tand. Prøv fx at grille de hele frugter sammen med forårsløg og servér det i en salat med tomat, avokado og dampede edamame-bønner. Eller lav en salsa af de friske frugter skåret i kvarte og blandet med hakkede tomater, rødløg, koriander og persille, der vendes med citronsaft, salt, peber og et nip chili. Salsaen skovles op med lune tortillachips.
Ananaskirsebær er en af de nemmeste eksotiske planter at dyrke. Den kræver dog nogen varme, så drivhus er det optimale, men i varme somre kan man også få et godt resultat ved at dyrke den på et lunt og beskyttet sted på friland. Ananaskirsebær hører til natskyggefamilien, som er leverandør af mange virkelig giftige planter, som fx bittersød natskygge. Men også vores fuldstændig almindelige kartofler og tomater og de lækre og lidt mere eksotiske tomatillo tilhører natskyggefamilien.
Som tomat og tomatillo kræver ananaskirsebær varme og god tid til at udvikle sig - derfor skal den forspires inde. Det er dog også en pladskrævende plante, den udvikler et stort og stærkt rodnet, og kommer man for tidligt i gang med forspiringen, risikerer man nemt, at planterne for hurtigt gror sig fra potte til større potte, så man ikke har plads til den indendøre. Og den skal have plads til at udvikle sit rodnet uhindret, ellers kan den gå i stå i sin udvikling, så det er en god ide at vente med at forspire ananaskirsebær til omkring slutningen af marts. Frøene skal kun dækkes med et ganske tyndt lag jord og spiretemperaturen skal være min. 20 grader. Spirer normalt efter 10-25 dage. Man kan eventuelt lægge frøene i blød natten over i lunkent vand for at fremme spiring.
Planterne tåler lidt udsving i temperatur, men absolut ikke frost. De kan normalt sættes i drivhus i begyndelsen af maj eller – hvis man vil forsøge sig med at dyrke den ude – på friland i slutningen af maj. På samme tid som tomater. Fra forspiring til udplantning må man omplante i større potter et par gange, så planten hele tiden har god plads til sit ekspanderende rodnet. Planterne bliver normalt 100-150 cm høje, men i drivhus kan de undertiden blive meget frodige, så det kan knibe med pladsen – i så fald må man beskære lidt.
Blomsterne af ananaskirsebær er gule med et blåviolet centrum. De smukke blomster, der er typiske for natskyggefamilien, kan blive indtil to cm i diameter. Planten er selvbestøvende, så man behøver ikke mere end én, for at få frugter. Planten fortsætter med at sætte nye blomster samtidig med, at frugter udvikler sig. Frugterne er plukkemodne, når hylsteret omkring bliver pergamentagtigt og bærret inden i bliver helt orange.
Planterne skal vandes og gødes jævnt hen over vækstperioden. Der går ca. 70-90 dage fra såning til første høst, så afhængig af såtidspunkt vil man normalt kunne høste fra ca. juli og til langt ind i sensommeren. Hvis planten trives og står godt og lunt, kan man snildt høste op til 40-50 frugter på én plante.
Ca. 20 frø pr. pose.
