Tandrod er en halvhøj - ca. 40-70 cm - og spinkel, flerårig plante, som kan findes vildtvoksende hist og her i det østlige Danmark, men som regnes som sjælden her i landet. Den har dog i Danmark været kendt tilbage fra i hvert fald 1688, hvor Peter Kylling - der betegnes som Danmarks første feltbotaniker - rapporterede, at den var at finde i Møns Klinteskov. Planten er meget let og yndefuld, den svajer i vinden uden at vælte. Bladene er fjersnitdelte og planten blomstrer i maj-juni med fine, lyslilla blomster i klaser i toppen af de spinkle stænger.
Tandrod hører til springklapfamilien og er nært beslægtet med engkarse, og ligesom hos engkarsen er både blomster, blade og stængler spiselige med en god og skarp karsesmag. Særlig de fine lyslilla blomster giver, udover karsesmagen, et smukt udtryk, hvis man drysser dem over fx en salat. Efter blomstring udvikler planten små skulper, som er en form for frøstande, men tandrod sætter sjældent ordentlige frø. Derimod får planten små mørkviolette, næsten sorte, yngleknopper i bladhjørnerne, hvilket gør den både køn og særpræget - på afstand ser det ud som om planten har små perler siddende op langs stænglen. Også yngleknopperne er spiselige - fx omtaler den engelske kendis-kok, Jamie Oliver, dem på sin blog og beskriver smagen af yngleknopperne som peberagtig, syrlig - lidt i stil med radise. De kan spises både rå og tilberedte, men da man sjældent vil kunne høste større mængder af de små yngleknopper, er det nok mest oplagt at bruge dem rå som et krydret drys på fx salater.
Navnet tandrod hentyder til plantens vandrette jordstængel med tykke, kødfulde skæl, der kan minde om tænder. Rødderne er i øvrigt også spiselige, men de er små og det er stort arbejde med et ret pauvert resultat at rense dem, men man kan da forsøge sig, hvis man har lyst.
Udover at være spiselig er tandrod dog absolut også køn nok til at blive dyrket alene for sit udseende. Og især i den uformelle have med et bevidst vildt look, vil de høje planter med deres lette lyslilla blomster passe fint ind. Flottest er de i grupper - begynder man med kun et begrænset antal planter, vil de under de rette forhold i løbet af en årrække danne en gruppe. I naturen er tandrod en skovbundsplante, og den trives bedst i en humusrig jord i hel- eller halvskygge.
Tandrod har tidligere været placeret botanisk i slægten Dentaria, men placeres nu i slægten Cardamine sammen med fx vandkarse, engkarse og sumpkarse. Tandrod er dog den eneste i familien, der danner de særegne yngleknopper.
Tandrod formerer sig dels ved rodstængler, men i lige så høj grad ved yngleknopperne. Når de er færdigudviklede, falder de til jorden og kan som ligesom frø danne basis for nye planter. Indholdet i disse poser er da også tørrede yngleknopper, ikke frø. De små yngleknopper lægges i jorden løbet af efterår, vinter eller tidligt forår. Bedst er det at ’så’ dem i en potte, der stilles udendørs. I løbet af foråret vil yngleknopperne spire, herefter kan man plante dem ud på blivende voksested. Første år bliver planterne ikke så kraftige, forvent ikke at de sætter blomster og nye yngleknopper før på andetåret. Derfor skal man heller ikke spise af planten før i dens anden sæson.
Bemærk: Kun 12 yngleknopper pr. pose.
