Pæremelon stammer fra Sydamerika, hvor den har været dyrket i de tempererede egne i Andesbjergene i bl.a. Columbia, Peru og Chile, men den er i løbet af de seneste godt 100 år blevet spredt til store dele af verden. Den kaldes på dansk pæremelon eller melonpære, hvilket kunne indikere at frugten er en krydsning mellem disse to. Den er dog slet ikke i familie med hverken pære eller melon, men er derimod en slægtning til tomaten. Men smagen beskrives ofte som en mellemting mellem pære og melon (og lidt ferskensmag), hvilket formentlig har medvirket til navnet. De 5-10 cm lange frugter er ovale, undertiden med en let pæreform, og når frugten halveres, ligner dens gule indre en gennemskåret melon. Formentlig alt sammen medvirkende til det lidt misvisende navn til denne frugt. Den er også kendt under det spanskklingende navn, pepino.
Frugterne af pæremelon modner fra lys grøn til cremegul med violette aftegninger i det glatte skind - der kan være nogen variation i form og udseende. Man spiser normalt ikke skindet – enten kan frugten skrælles eller man kan halvere den, fjerne kernerne og tage frugtkødet ud. Ofte anvendes den som dessertfrugt – generelt kan man spise den, som man vil spise melon. Den er også god i salater, ligesom man sagtens kan tilberede den i kød- og fiskeretter – på samme måde som man vil bruge fx mango. Frugten er saftig, men selvom smagen er god, er den dog ikke så gennemtrængende, så overdøv den ikke.
Planten af pæremelon bliver normalt 30-70 cm høj og dyrkes stort set på samme måde som tomat. Man kan sagtens dyrke pæremelon, selvom man ikke har drivhus, men man skal holde sig for øje, at planten holder af både sol og varme. Skal man dyrke den på friland, er det derfor en god ide at sætte planten op ad en husmur, der vil udstråle dagens varme om natten og dermed fremme planternes udvikling. Et lunt hjørne af en altan, en terrasse el.lign. er osse fine voksesteder. Den er velegnet til at dyrke i krukke, men kan også plantes på friland, blot der er varme og læ. Bedst i fuld eller delvis sol. Vandes og gødes regelmæssigt.
Pæremelon sås indendøre i februar-april og sættes ud i drivhus i april-maj eller udendørs i slutningen af maj. Blomsterne er lilla og hvide og meget kønne og man kan se på dem, at pæremelon er af natskyggefamilien – som også tomat, kartoffel, aubergine og chili. Planten er en anelse træagtig (hvilket har givet anledning til endnu et kaldenavn: træmelon), men skal bindes op, for stænglerne er for svage til at bære frugterne, der hænger i mindre klaser. Pæremelon er selvbestøvende og man kan altså godt få frugter, selvom man kun har en enkelt plante. Men det er en god ide at hjælpe til med bestøvningen ved forsigtigt at føre en pensel rundt mellem blomsterne. Planten har en lang blomstring og trives den, vil den derfor også kunne give frugter over en længere periode fra ca. midt på sommeren. Som tomater bærer pæremelon på én og samme tid både blomster og frugter af forskellig modningsgrad. Frugterne høstes, når skindet er lysegult og giver efter for et let tryk med en finger.
Planten af pæremelon dyrkes hos os mest som etårig, men har man pladsen til det, kan man overvintre den køligt, men frostfrit. Planten tåler dog kortvarige dyk et par grader under frysepunktet, så man kan faktisk også være heldig, at den vil overleve på et beskyttet sted udendørs i meget milde vintre. Dyrkes den som flerårig, vil planten ofte visne helt eller delvis ned, men skyde igen om foråret.
5 frø pr. pose.
