Denne gulerod, ’Napoli’, erstatter to andre sorter, 'Carazzo' og 'Bolero', der har været meget efterspurgte, men som desværre ikke længere kan skaffes. ’Bolero’ blev populær overnight, da den såkaldte ’Bonderøv’ roste den i en tv-udsendelse. ’Bolero’ smager også godt, men det var underligt, at lige netop Bonderøven valgte denne gulerod. Det er nemlig en F1-sort, som ikke er frøægte - noget der normalt ligger langt fra den tanke om selvforsyning, der promoveres i tv-serien om Bonderøven.
Man kan nemlig ikke selv tage frø fra F1-sorter, de er ikke hvad der kaldes ’frøægte’, men nærmest skabt i et laboratorium. Så hvis man sår frøene fra egen avl, vil der komme en helt anden slags gulerødder ud af det – for det meste noget værre skravl. Bonderøven har dog ikke vidst, at hans meget priste 'Bolero' er en F1-sort, for i en udsendelse så man ham samle frø af den – og det kommer der altså sjældent noget brugbart ud af!
Der er dog mange, der har spurgt efter ’Bolero’, men desværre ser den ud til at være udgået af produktion (og man kan som sagt ikke selv lave frøene). 'Bolero' - og 'Carazzo', som er stort set magen til - erstattes af denne ’Napoli’, der har de samme kvaliteter, men også de samme begrænsninger, idet også ’Napoli’ er en F1-sort.
Som 'Bolero’ og ’Carazzo’ er også 'Napoli' en meget flot og ensartet, nærmest uniform, orange vintergulerod, ca. 20 cm lang. Den er sund og ret modstandsdygtig overfor skadedyr. Meget velsmagende gulerod med en lækker, fyldig sødme. Den dyrkes mest som vintergulerod og holder smagen godt ved opbevaring.
Ca. 75 dage fra spiring til høst.
Ca. 100 frø pr. pose.
Om gulerødder
Guleroden er en af de mest kendte og populære grøntsager – og skal man blot bruge et par kilo af de almindelige orange i løbet af sommeren, kan man nok ligeså godt købe sig til dem. Men falder man fuldstændig i svime ved tanken om den friske, saftige smag af en gulerod, der lige er trukket op af jorden – og synes man at det er sjovt, at gulerødder er andet end de velkendte aflange orange – så er det absolut værd at forsøge sig med et par rækker i køkkenhaven.
At vi i dag synes at en ’almindelig gulerod' er orange, mens vi betragter de lilla, hvide, lysegule og røde som ’nye’ sorter, er blot et billede på at tider skifter og moden – også inden for rodfrugter – ændrer sig. Man har dyrket gulerødder i Danmark i hvert fald tilbage til 1300-tallet. De var hvide, lysegule eller lilla – sidstnævnte var formentlig kommet fra det nuværende Afghanistan. Men i 1600-tallet kom hollandske bønder til Amager med de skønneste orange gulerødder – og så gik det op for københavnerne, at deres velkendte lilla og lysegule gulerødder var aldeles kedelige. Orange var sagen!
Kigger man i havebøger og på nettet vil man opdage, at det at dyrke gulerødder kan nærme sig videnskab. Der er skrevet utallige og alenlange artikler og anvisninger på, hvordan de skal dyrkes og hvordan man undgår de mange farer i form af sygdomme og skadedyr, som lurer på de stakkels gulerødder. Læs havebøger og søg på nettet, hvis du vil vide alt om gulerodsdyrkning og i øvrigt tage sorgerne på forskud. Her følger kun hovedprincipperne i gulerodsdyrkning:
Man skelner mellem to hovedtyper af gulerod: Sommergulerod og vintergulerod. Sommergulerødder er logisk nok de tidlige gulerødder, de sås direkte på friland fra april-juni og høstes og spises i sommertiden, mens de er friske og lækre. Vintergulerødder sås fra maj og til ca. medio juni – og de er velegnede til at gemme til vinteren.
Gulerødder sås direkte på friland, når jorden er såkaldt ’tjenlig’ – dvs omkring begyndelsen af april for sommergulerøddernes vedkommende. Jorden skal være let og smuldre, hvis man kører en rive igennem og den skal være løsnet i dybden, ca. 30 cm ned. Gulerodsfrø skal sås meget tyndt med nogle cm’s mellemrum. Det kan være ret svært at gøre præcist, bland eventuelt de små frø med lidt sand eller jord og strø blandingen i en rille, der er vandet på forhånd – dæk med kun ca. 1 cm jord. Selv om man forsøger at så tyndt, skal man alligevel være forberedt på at tynde ud senere, for hvis gulerødderne står for tæt – 5-8 cm’s mellemrum er godt - kan de ikke udvikle sig ordentligt. Gulerodsfrø er længe om at spire, 2-4 uger, og har normalt kun en spireprocent på 50-60. Frøene må ikke tørre ud i spireprocessen. For det meste lykkes det fint, men nogle gange lykkes spiringen bare ikke – og så må man så om og trøste sig med, at man ikke er den første gulerodsdyrker, der må på den igen. I det hele taget er det en god ide at så gulerødder af flere omgange, så man løbende har dem nye og friske.
Gulerødder kræver ikke særlig meget næring og man skal ikke gøde, før frøene har spiret og planterne er i groning. Udover udtørring i barndommen er gulerodsfluen den største trussel mod rødderne. Gulerodsfluen lægger æg og dens laver udklækkes i gulerødderne – og så bliver rødderne til larvemad. Man kan forsøge at undgå gulerodsfluer ved at dække totalt tæt til med fiberdug, men det er næsten umuligt. Det er også en god ide at dyrke andre afgrøder mellem rækkerne af gulerødder. Løg eller fx appelsin- eller citrontagetes kan ofte medvirke til at mindske angreb fra gulerodsfluer, fordi den kraftige lugt fra disse planter forvirrer fluerne i deres jagt på gulerødder.
Gulerod er egentlig en toårig plante, men vi høster rødderne i det første år. Lader man nogle stykker stå i haven vinteren over, vil de kvittere med smukke skærmblomster på andetåret.
Gulerødder tager smag efter deres dyrkningssted, af jorden omkring dem. Derfor kan den samme sort smage forskelligt alt efter om den dyrkes i Skagen eller Svaneke. Så det er svært at beskrive de forskellige sorters smag: Man må prøve sig frem og finde sine yndlinge i både smag og udseende. Men som hovedregel – prøv hellere flere forskellige sorter end at så en masse gulerødder af den samme sort. Derfor er der heller ikke vildt mange gulerodsfrø i hver pose, men til gengæld forsøger vi at holde prisen pr. pose rimelig.
Der findes en række forskellige sorter af gulerod i sortimentet – se de andre som selvstændige produkter.
