Stridolo er en krydderurt, der er velkendt i Sydeuropa, især i Italien, men som de færreste i Danmark kender. Den kan dog sagtens dyrkes i vort klima, så holder man af italiensk mad – og hvem gør ikke det – er det oplagt at forsøge sig med at dyrke stridolo.
Stridolo er en relativt hurtigtvoksende plante, der i Italien vokser vildt. Den har lange smalle, lancetformede blade – det er disse, der plukkes og anvendes som krydderurt. Det anbefales at plukke af planten løbende og fjerne tilløb til knopsætning og blomst – det er løvet, der er det interessante, og det fornyes bedst, hvis planten ikke får lov til at gå i blomst. Lader man den alligevel gå i blomst, vil man på blomsten kunne se, at italienernes stridolo er i tæt familie med den vilde plante, vi kender som blæresmelde (Silene vulgaris) og silene-navnet fortæller, at også planter som dagpragtstjerne og limurt hører til familien.
Stridolo har en urteagtig smag – i forsøg på at beskrive smagen nævnes fx rucola, estragon, endivie, men smagen af stridolo er mildere og vel egentlig bare helt sin egen. Stridolo kendes under mange forskellige navne, som fx scolpit eller carletti - og på spansk kaldes den collejas.
Italienerne bruger de rå blade af stridolo i salater og som pynt eller hakker dem til supper og kødretter, pastasaucer, i souffle og omelet eller i en risotto con lo scolpit - altså en risotto med scolpit (stridolo). I den spanske region, La Mancha, har man brugt stridolo – eller collejas, som den hedder på de kanter – til en lokal ret, Gazpachos viudos, som er stuvet stridolo på en slags fladbrød. I Grækenland spiser man de unge, friske skud af stridolo stegt i olivenolie.
I den italienske landsby, Galeata, der ligger ca. midtvejs mellem Firenze og Rimini, holdes hvert år i april en festival - Sagra dello Stridolo – en gastronomisk fest for stridolo’en, hvor der serveres og konkurreres på delikatesser tilberedt med stridolo.
I Sydeuropa er stridolo flerårig, men på vore breddegrader vil vi normalt dyrke den som etårig krydderurt – dog kan den undertiden overleve milde vintre. Man kan så den direkte på friland fra marts til september. Da det som sagt er de friske skud og blade, der er interessante set fra et gastronomisk synspunkt, kan man presse planten til at forny bladmassen ved at plukke af den løbende og fjerne eventuelle knopper. Men det vil efterhånden udpine planten, så ønsker man at kunne plukke frisk stridolo hele sommeren og ind i efteråret, er det en god ide at så af et par omgange. Er foråret relativt mildt, kan man så første gang i marts, frøene vil spire i løbet af et par uger og man kan høste de første blade ca. 45 dage senere. Stridolo er en forholdsvis hårdfør plante, der kan blive let buskagtig. Trives i sol eller halvskygge, tåler nogen udtørring.
Ca. 100 frø pr. pose.
