Aniskål er en flerårig, anisduftende krydderurt med en sødlig, lakridsagtig smag, og den er selvskreven i det nye nordiske køkken. Stort set hele planten er spiselig: blomster, stængler, blade, umodne såvel som modne frø samt rødder. Samtidig er det en smuk plante, der også dyrkes for dens prydværdi - det fine løv er meget velegnet i buketter, som det oven i købet tilfører den fine duft. Aniskål kendes også som spansk kørvel eller sødskærm.
Aniskål er en bladrig staude med store, smukke og findelte – nærmest bregneagtige – blade, der dufter sødt og lakridsagtigt. De hule, furede stængler bliver 50-150 cm høje. Aniskål skyder tidligt og har en hurtig vækst. Derfor kan man også finde den dyrket både i Island, Færøerne og Grønland. Allerede i maj blomstrer den med store flade, hvide blomsterskærme, der afløses af to cm lange, oprette frugter, der først er grønne og skifter farve til sortbrun ved modning.
Aniskål er ført til Norden fra Mellemeuropa af middelalderens munke, der dyrkede den i klosterhaverne som et middel mod bl.a. hoste og blodmangel. Herfra har den forvildet sig, så den nu om dage kan findes både vildtvoksende og i haver.
Aniskål kan ligesom kvan reducere den sure smag i fx rabarber og stikkelsbær, og man kan derfor reducere sukkerforbruget ved at koge blade eller stængler af aniskål med til syltetøj, frugtgrød og kompot. Bladene af aniskål kan plukkes fra det helt tidlige forår og til hen mod frostens komme og har mange anvendelsesmuligheder: De kan hakkes fint og bruges i mange madretter, hvor et sødligt twist er et raffinement. Brug fx blade af aniskål i supper og saucer, i en kold urtecreme, i omeletter eller urtesmør. Bladenes fine form gør dem også oplagte til pynt i stedet for det traditionelle salatblad eller klippet som det grønne drys. Både blade og/eller umodne frø (mens de endnu er relativt bløde) af aniskål er velegnede til at blande i en salat.
I gamle dage brugte man de tidlige blade af aniskål til at drøje kålretterne – heraf navnet. Den friske lakridssmag har formentlig været et velkomment frisk pift efter en lang vinters kålretter. Både blade og blomster af aniskål kan tørres til te.
De aflange umodne frø har en endnu kraftigere, sødlig lakridssmag end bladene og kan – mens de endnu er grønne – stødes og anvendes i kager, is og andre desserter. De umodne grønne frø er gode at gumle på – i stil med lakridsrod. Frøene skifter farve og bliver mørke og hårde ved modning. De hele modne frø kan bruges på samme måde som hele nelliker - er velegnet fx som krydderi i kålretter. Også rødderne af aniskål er spiselige. Man kan rive dem og anvende dem i råkost, de kan koges/dampes som tilbehør eller syltes som asier.
Aniskål er også velegnet til kryddersnaps - det giver en grøn, anisduftende drik, der kan minde om grækernes ouzo. Man kan lade snapsen trække på både blade, rodstykker og de umodne grønne frø. Af frøolien får man anethololie, som bruges i Kongen af Danmark-bolcher.
Aniskål trives både i sol og skygge og stiller ingen særlige krav til jorden. Dog bør voksestedet ikke være for tørt – vand gerne i tørre perioder. En velvoksen aniskål er smuk som solitærplante, gerne dyrket i en stor frostsikker krukke. Og en-to planter kan stille de fleste familiers behov. Det er oplagt at lade børn dyrke aniskål i deres haver, fordi de kan både nippe af bladene og gumle på de umodne frø - en sund smag af lakrids!
Frø af aniskål mister – som det ofte er tilfældet med skærmplanter – forholdsvis hurtigt spireevnen. Derfor er de frø af aniskål, jeg sælger, altid af den nyeste høst, men jo før de sås, jo større spireevne. Frøene kræver en kuldeperiode for at spire, så det er derfor en god ide at så dem på friland i løbet af efterår/tidlig vinter. De kan dog også sagtens sås om foråret. Frøene dækkes med 1-2 cm jord.
15 frø pr. pose.
