’Tromboncino’ en en lækker, italiensk sommersquash, der stammer fra regionen Liguria, som ligger oppe i det italienske ’støvleskaft’. Tromboncino betyder ’lille trompet’ og frugterne af denne squash bliver da også trompet- og basunformede - og mange andre, mærkelige former. Grundformen er lang og slank med en fortykkelse i den ende, hvor blomsten sidder. Faconen og længden kan undertiden få pæne piger til at rødme.
’Tromboncino’ plukker man normalt, når den er 10-30 cm lang og bleggrøn, hvor smagen er bedst og kødet fast. Men i modsætning til de fleste sommersquash, der bliver stort set uspiselige, når de bliver for store, kan ’Tromboncino’ også spises, når de bliver længere. Og lange kan de blive, helt op til omkring en meter! I modsætning til andre sommersquash, der gror på buskagtige planter, har ’Tromboncino’ en krybende og kravlende vækst, og man kan enten lade den vokse henad jorden eller styre den op ad et stativ el.lign., hvorfra de lange frugter kan hænge frit og være meget dekorative. Lader man planten kravle, får man de mærkeligste former af squash. Ønsker man mere lige frugter, skal man binde planten op – og sørge for at give den ivrigt voksende plante et både højt og kraftigt stativ.
Medvirkende til at ’Tromboncino’ kan spises længere end andre squash er, at kernedelen ikke fylder så meget. Frøene samler sig i den tykke ende af frugterne og resten af squashen er kernefri og dermed også fast i kødet og sprød, indtil den når en længde på i hvert fald 40-50 cm. Man kan også lade frugterne vokse sig rigtig store, for så vil skindet fortykkes og de kan gemmes som vintersquash. Som de vokser til, skifter farven fra bleggrøn over i det beige.
’Tromboncino’ er en ret hårdfør sort, der er relativ modstandsdygtig overfor sygsomme og skadedyr, der ellers rammer squashplanter. Og så har den med sin voksekraft og sære former en høj underholdningsværdi – en oplagt plante til køkkenhaven hos børn og barnlige sjæle!
4 frø pr. pose.
Om courgetter, squash og zucchini
Kært barn har mange navne, når det gælder disse agurkelignende medlemmer af græskarfamilien. Navnene squash, zucchini og courgette er hhv. det amerikanske, det italienske og det franske navn for samme grøntsag. Når det gælder de franske og italienske navne, courgette og zucchini, er der tale om de vandholdige, agurkelignende grøntsager med tynd skræl. Det amerikanske navn, squash, dækker både over sommersquash og vintersquash - de sidstnævnte har tykkere skræl, er længere om at udvikle sig og kan i øvrigt gemmes til vinteren. Sommersquash med den tynde skræl skal derimod spises, mens de er friske og inden de bliver for store. Nedenfor vil jeg betegne de tyndskrællede ved deres franske navn, courgetter.
Courgetter skal efter min mening tilberedes for at få den gode smag frem. Helt enkelt stegt i olie bliver de meget velsmagende og de indgår naturligt i grøntsagsretten ratatouille sammen med fx auberginer, løg, peberfrugter og tomater. Courgette-planter er så visseligt indrettet, at jo flere man plukker, jo flere frugter sætter de. Så plukker man tit og ofte af de små lækre, får man mange flere af dem.
Blomsterne af courgetter er i øvrigt et kapitel for sig. De er store og smukke og gule – på en glad sommerdag i urtehaven fristes man til at plukke en og sætte i håret. Et par enkelte i en vase er en smuk, omend kortvarig, glæde. Men endnu mere interessant er det, at de fine gule blomster, lige knap udsprungne, kan spises. Går man på marked i syden, vil man finde de friske blomster til salg i bundter. Normalt tilbereder man dem ved at dyppe dem i en let dej og stege dem i rygende varm olie. Serveres straks som en lækkerbisken. Klassisk er det at spise dem som antipasta eller i en risotto. Man kan også farsere dem: Fylde de lukkede blomster med fx mozarella og fintsnittede grøntsager og derefter bage dem møre og sprøde i ovnen.
Courgetter er noget af det nemmeste at dyrke, blot man husker på, at de er kuldefølsomme. De kan sås direkte på friland, men det skal i så fald ikke ske før efter d. 1. juni. Det er dog en god ide at forspire dem inde i stuetemperatur i slutningen af april. Hold jorden fugtig, men ikke for våd, og sørg for at småplanterne får masser af lys, så de ikke bliver blege og ranglede. Har man drivhus, kan man give dem et mellemophold der. Planterne kan sættes på friland hen omkring d. 10. juni. Det er en god ide at dække dem med fiberdug el.lign. i de første dage, da de gerne reagerer med lidt chok over de ændrede forhold. Men når de først får fat, er det en succeshistorie at dyrke courgetter – de gror glad og gerne og leverer masser af courgetter, blot man hele tiden plukker af dem.
Courgetteplanter fylder godt op i haven, men normalt skal der ikke mere end et par planter eller tre til at dække en families behov. Planterne kræver løbende tilførsel af næring og må ikke tørre ud. I en lun sommer og tilført rigelig næring og vand, vil planterne kvittere med courgetter, zucchini, squash en masse. Trives planterne bliver de store og frodige og sætter an til nye frugter i månedsvis, lige indtil den første frost forvandler planterne til en gang slimet snask.
Traditionelt har man dyrket courgetter og græskar på kompostbunken, hvor de trives fint på det næringsrige kompost – vær dog opmærksom på at de samtidig suger næringen ud af komposten.
Der findes forskellige sorter af courgetter i sortimentet - se disse som selvstændige produkter.
