Valmuesøster er mest kendt i den blå sort med de flotte himmelblå blomster, som kaldes ’Tibets blå valmue’. Men den findes også i denne hvide sort, hvor blomsterne er rene og skære i deres hvidhed – aldeles smukke. Som kontrast til dens skønhed hører, at den er kendt for at være svær både at frøformere og at få til at overleve fra år til år. Og at frøene er dyre! Men trods disse udfordringer er den så absolut værd at forsøge sig med.
Valmuesøster ’Alba’ får ca. 10 cm store, snehvide blomster i den tidlige sommer, i maj-juni. Blomsterne har en gylden glorie af støvdragere i midten af det hvide. Selve planten med det let lodne løv kan blive ca. 60-80 cm høj. Planten har rosetstillede, blåduggede blade og de langstilkede blomster udvikles fra rosettens bladhjørner. Hos valmuesøster ’Alba’ springer den øverste blomst i blomsterstanden ud først – i modsætning til de fleste andre blomstrende planter, hvor normalen er at den nederste blomst i en blomsterstand, er den der springer ud først.
Meconopsis betyder ’valmuelignende’, men selvom valmuesøster ’Alba’ ligner en valmue, er den af en ganske anden familie rent botanisk.
Den smukke blomst med det poetiske udseende har oprindeligt hjemme i de frodige, bjergrige områder i det sydøstlige Tibet, hvor den hvide variation er en sjældenhed. Her lever den med fugtige somre og tørre vintre. Skal den trives godt i haven, må man derfor forsøge at efterligne dens naturlige forhold: Den foretrækker en sur og fugtig, men veldrænet jord. Det opnår man ved at lade den vokse i en dybtbehandlet jord med godt dræn, så der ikke står vand og fugt omkring den i vinterhalvåret. En såkaldt ’topdressing’ af fx visne blade og forrådnet bladjord er effektiv til at gøre jordoverfladen tilpas fugtig i sommerperioden.
Valmuesøster ’Alba’ tåler hverken fuld sol eller dyb skygge, men vil gerne placeres i sløret skygge – et sted, hvor solens stråler filtreres gennem fx et træs løv. Ligeledes kræver den læ. Et let fugtigt skovbundsbed er fint - mange har haft held med at placere den i et rhododendronbed. Det er en flerårig staude, men den overlever kun, hvis den er virkelig tilfreds med vækstbetingelserne.
Frøene spirer normalt indenfor 3-4 uger ved en temperatur på 12-15 grader. Men valmuesøster ’Alba’ hører til de stauder, der kaldes kuldekimere, dvs at frøene helst skal gennem en periode med skiftende temperaturer, helst både frost og tø, for at de efterfølgende vil spire, når forårets temperatur når op på de foretrukne 12-15 grader. Derfor er det en god ide at koldså valmuesøster ’Alba’ i løbet af vintertiden – læs mere om koldsåning under ’Om at så’.
Selv med denne koldsåning, kan valmuesøster ’Alba’ være drilsk, og spirer frøene mod forventning ikke i det tidlige forår, kan man anbringe såbakken med frøene i køleskabet ved 2-5 grader i yderligere 3-4 uger, for derefter igen at sætte den ved 12-15 grader - eller så tæt som man nu kan ramme disse temperaturer.
Har man ikke nået at koldså frøene i løbet af efterår/vinter, kan man også så om foråret eller i forsommeren. I så fald bør man dog starte med at sætte potten eller bakken med de såede frø i køleskab i 3-4 uger, for derefter at sætte dem udendørs på et skyggefuldt sted. Frø af valmuesøster ’Alba’ sås ved blot at trykke de små frø let fast ovenpå fugtig jord, frøene kræver nemlig lys (men endelig ikke direkte sol) for at kunne spire.
Når de små planter forhåbentlig dukker op, er det vigtigt at være opmærksom på, at de ikke tørrer ud. Valmuesøster ’Alba’ tåler ikke udtørring, hverken som små eller som fuldt udvoksede planter. Husk derfor at vande dem jævnligt i sommerhalvåret. ’Tibets blå valmue’ og valmuesøster ’Alba’ regnes for en slags eksamen for havefolk: Kan man få dem til at spire, trives og overvintre, så er man fuldbefaren på havefronten! Trives planterne, vil de ofte brede sig ved selvsåning, så fjern ikke de visne blomster, før de har kastet frø.
Se frø af den blå valmuesøster, ’Tibets blå valmue’, som et selvstændigt produkt.
Bemærk: kun 15 (bittesmå) frø pr. pose.
