Denne skønne hornviol, ’Back to Black’, har de flotteste sorte blomster, undertiden med et skær af meget mørk violet. Hornviol er tæt beslægtet med den velkendte stedmoderblomst, men blomsterne er lidt mindre. Farven på denne hornviol er noget af det nærmeste, man kommer dybsort i blomsternes verden. Den er duftende og raffineret. Som alle stedmoderblomster og hornvioler, kan blomsterne spises. De smager af absolut ingenting, men de tager sig aldeles lækre ud på både kager og desserter, men de sorte blomster er også flotte i fx en salat. ’Back to Black’ er meget rigt blomstrende, og planterne tåler den danske vinter bedre end de gængse stedmoderblomster.
Om hornviol og stedmoderblomst
Hornviol og stedmoderblomst kender vi normalt som etårige sommerblomster, ca. 15 cm høje udplantningsplanter, som vi køber i store mængder for næsten ingen penge. Typisk plantes de i krukker og andre containere, men de kan også sagtens dyrkes på friland. Flotte er de især i selskab med forårets blomstrende løgplanter som tulipaner og prydløg. Ofte er udvalget af farver blandt de billige udplantningsplanter dog begrænset, tit til nogle ret skrigende kulører, så hvis man er til de mere specielle, måske mere afdæmpede, farver, kan man vælge selv at frøformere sine stedmoderblomster og hornvioler.
At vi normalt opfatter stedmoderblomster og hornvioler som etårige sommerblomster er faktisk helt forkert. Begge er retteligt toårige, der undertiden kan overleve i nogle år og dermed opføre sig som flerårige. Når vi køber udplantningsplanter i det tidlige forår, er planterne faktisk sået året før og når vi køber dem, er de i deres andet leveår og dermed klar til blomstring.
Man kan så hornvioler og stedmoderblomster i to perioder om året. Sår man udendørs i perioden juli-september, vil planterne nå at gro til små etårige den første sommer, de kan overleve vinteren ude eller i et køligt drivhus og vil så blomstre det efterfølgende forår og hele sommersæsonen.
Man kan også vælge at så indendøre i december-marts. Så vil planterne vokse sig halvstore indendøre (sørg for godt med lys, enten dagslys eller gropære) og kan - efter en ompotning eller to til lidt større potter – sættes udendøre enten i krukker eller på friland fra omkring midten af april. Beregn normalt ca. 12 uger fra såning til blomstringen begynder.
Stedmoderblomster og hornvioler tåler nogen frost og kan derfor godt plantes ud, selvom april ikke nødvendigvis er frostfri. Dog er det en god ide at lave en blid overgang fra varm stue til kold april ved at give dem nogle dages mellemstation i et koldt værelse, et køligt drivhus el.lign.
Når man dyrker hornvioler og stedmoderblomster er tricket til få dem til at blive ved med at blomstre, at deadheade dem. Deadheading er det utrolig sigende engelske udtryk for hele tiden at fjerne de visne, døde, blomster. Det får selvfølgelig planterne til at se pænere ud, men vigtigst forhindrer det planterne i at danne frø. Lykkes det først planterne at sætte frø, vil de anse deres mission her i livet for fuldført – de har skabt afkom – og så holder de op med at blomstre. Derfor bør man blive ved med at fjerne de visne blomster, både for få planten til at blomstre kontinuerligt hele sommeren, men også for at give den mulighed for eventuelt at overleve vinteren og komme igen næste år.
Har man frøformeret nogle særlig smukke stedmoderblomster eller hornvioler, er det ofte værd at forhindre dem i at sætte frø, og derefter overvintre planterne og få blomster på samme planter i flere sæsoner. Hornvioler og stedmoderblomster tåler som udgangspunkt den danske vinter, når den ikke er alt for streng med langvarig barfrost, men har man dyrket planterne i krukker, skal man være opmærksom på, at de ikke tåler at bundfryse. Derfor kan det være en god ide at flytte krukkerne ind i et koldt drivhus el.lign., hvor de kan gå i kølig vinterdvale.
Planter af hornviol og stedmoderblomst ser pænest ud, når de er tætte og kompakte. Så hvis de er blevet lidt ranglede, er det - ud over deadheading - også en god ide omkring august at klippe dem ned til ca. halv størrelse, så vil de hurtigt komme smukt igen. De foretrækker en porøs og næringsrig muldjord og trives i både sol og halvskygge. Lad aldrig planterne tørre ud.
Frø af stedmoderblomst og hornviol er hårde og kan være lidt langsomme til at spire, men er normalt i gang efter 2-3 uger ved ca. 20 grader – hvad enten de 20 grader så er skabt indendøre om vinteren eller udendøre om sommeren.
Ca. 25 frø pr. pose.