Denne art af fingerbøl, rustfarvet, er en høj og meget rank toårig med flotte, hængende blomster i klokkeform. Selvom navnet er ’rustfarvet’ har blomsterne efter min mening snarere en intens gylden, honningfarvet nuance. Dertil kommer et fint, årelignede mønster indeni blomsten. Hver enkelt blomst har en stor ’læbe’, der er besat med små hår, der nærmest trækker bestøvende insekter indenfor. Som alle fingerbøl blomstrer rustfarvet fingerbøl nedefra og op og har derfor en lang samlet blomstring, omkring juni-juli.
Rustfarvet fingerbøl er toårig. Det første år kommer der en roset, på andetåret – omkring juni-juli - blomstrer den på høje stængler, der bliver op til omkring 130 cm, afhængigt af voksested. Rustfarvet fingerbøl er meget rank og gør sig flot i gruppe, hvor en hel flok af planterne kan stå strunke som veltrænede soldater. Rustfarvet fingerbøl trives bedst i en let fugtig, muldrig jord. En skovbundslignende voksested med halvskygge eller vandrende skygge giver de flotteste planter. Læs eventuelt mere om fingerbøl og toårige planters livscyklus under produktet ’Fingerbøl ’Mix’'.
Vær opmærksom på, at rustfarvet fingerbøl som alle andre fingerbøl er giftig.
Frø af fingerbøl er nemme at få til at spire. De er dog bittesmå og kan være lidt svære at håndtere. Bland dem eventuelt med lidt fint sand og drys blandingen ud ovenpå jorden. Fingerbøl kan sås hele året – er særlig velegnet til koldsåning i vinterhalvåret. Ved såning i løbet af efterår/vinter, vil frøene spire det efterfølgende forår. Læs mere om frøformering af stauder og toårige under 'Om at så'.
Ca. 50 frø pr. pose.