Diktam er en høj og statelig staude med stive blomsterstande besat med eksotisk udseende blomster. Hver enkelt blomst består af fem lyserøde kronblade med lilla aftegninger og markante støvdragere. Bladene er blanke og mørkegrønne, uligefinnede med en næsten læderagtig konsistens. Planten bliver op til ca. en meter høj.
Hele planten, stængler, blade og frøkapsler, er besat med kirtelhår, der afsondrer brændbare æteriske olier. Nulrer man bladene mellem fingrene, afgiver de en intensiv duft af citrus. De brændbare olier er årsagen til at diktam også kendes som 'Gasplante' eller ’Moses’ brændende busk’. Navnet diktam betyder ’Busken fra Dikti’ – et stednavn på middelhavsøen Kreta.
Det siges at være planten diktam, som Moses så som en brændende busk i ørkenen: 2. Mosebog: ”Da åbenbarede Herrens engel sig for ham i en ildslue, der slog ud af en tornebusk, og da han så nærmere til, se, da stod tornebusken i lys lue, uden at den blev fortæret.”.
På tørre og varme sommerdage kan man forsøge at få de flygtige æteriske olier til at flamme op ved at sætte en tændstik til planten. Man behøver dog ikke, som Moses, at være bekymret for at havens stauder skal selvantænde!
Diktam blomster i juni-juli og efter blomstring dannes dekorative frøstande. Hele planten er stiv og opret og behøver ingen opbinding. Med sit blanke grønne løv, de flotte blomsterstande og dens højde og rankhed er diktam derfor flot både i blandede staudebede og som solitærplante. Man kan også dyrke den i krukke.
Diktam trives bedst i fuld sol eller kun let skygge og tåler selv længere tids tørke. Holder af en kalkrig jord. Den bryder sig ikke om at blive plantet om – kan ved omplantning være flere år om at finde sig til rette på det nye voksested. Derfor giver det mening at frøformere planten fremfor at købe planter, der kun tøvende finder sig til rette på deres nye voksested.
Frø af diktam mister hurtigt spireevnen. Derfor er de frø af diktam, jeg sælger, altid af den nyeste høst, men jo før de sås, jo større spireevne. Derfor er det en god ide at koldså dem udendørs i løbet af efterår/tidlig vinter og forvente spiring det efterfølgende forår. Og de kan altså godt være drilske at få til at spire. Læs mere om frøformering af stauder under 'Om at så'.
Det botaniske artsnavn ’albus’ betyder hvid og hentyder ikke til blomsterfarven, men til rodens farve.
20 frø pr. pose.