Korsvortemælk er et af de højeste medlemmer af den store vortemælk-familie. Det er en særpræget plante, som sagtens kan dyrkes alene for dens dekorative virkning, men mest er den kendt for at kunne jage muldvarpe og mosegrise med deres hærgende, undergravende virksomhed ud af haven.
Korsvortemælk er på engelsk kendt som Mole Plant, Vole Plant eller Gopher Plant. Mole betyder muldvarp, Vole er en mosegris, mens Gopher er en slags jordegern. Den sidste plages vi heldigvis ikke af i Danmark, men mange haveejere fører en lang og ulige kamp mod både muldvarpe og mosegrise.
Surfer man rundt på nettet på fx engelske, tyske og hollandske havesites, vrimler det med beskrivelser af, hvordan man ved at plante den toårige korsvortemælk kan jage ikke blot muldvarpe, men også mosegrise væk! Det er ikke lykkedes mig at finde videnskabeligt belæg for om korsvortemælk rent faktisk virker mod muldvarpe og mosegrise, men efter at min egen muldvarpebestand for en del år siden blev suppleret med mosegrise, besluttede jeg at forsøge mig og opformerede til formålet en masse korsvortemælk, der skulle plantes rundt omkring i det område af haven, der var særlig plaget af mosegrisene. Inden jeg kunne konkludere noget endeligt om korsvortemælkens effekt på muldvarpe og andet, flyttede jeg dog til Bornholm. Og her er vi lykkeligt forskånet for muldvarpe - de lever simpelthen ikke på klippeøen, så jeg kan desværre ikke bidrage med empiri.
Korsvortemælk er, uanset dens eventuelle evner som skadedyrsbekæmper, en flot og speciel plante. Den er høj og slank – bliver normalt fra 50 og helt op til 150 cm høj – med lancetformede blade fæstet direkte på stænglen. Korsvortemælk forgrener sig foroven med fire, næsten vandrette ’grene’, der med lidt god vilje kan siges at danne et kors – heraf navnet. Både stængel og blade har et smukt blågrønt, petrolfarvet skær. Som almindeligt for vortemælk er de rigtige blomster små og uanselige, mens det, der egentlig opfattes som blomster, er dækbladene, der har en flot limegul farve mod det blågrønne løv. Blomsterne udvikler sig efterfølgende til rundede frøkapsler, der har en lang dekorativ virkning. Blomster og senere frøkapslerne sidder på de vandrette forgreninger af planten.
Hvis man brækker stænglen eller et blad af korsvortemælk fremkommer en gummiagtig hvid masse, der kan give hudirritation – tag altid handsker på, hvis planten skal berøres. I det hele taget skal man være opmærksom på, at hele planten er giftig – det er formentlig også denne giftighed, der eventuelt virker afskrækkende på de underjordiske skadedyr.
Korsvortemælk er toårig og vil som sådan vokse som grøn plante det første år, blomstre og sætte frø på andetåret for derefter at dø. Planten kan dog undertiden også opføre sig som etårig. Den holder sig vintergrøn og er dermed også et kønt islæt i vinterhaven.
Korsvortemælk er nem at frøformere og kan sås udendørs fra omkring april eller forspires tidligere. Er man ivrig efter at få store, forhåbentlig skadedyrsbekæmpende, planter hurtigst muligt, kan man så dem indendøre allerede fra november-december og dyrke dem i en lys vindueskarm (helst ikke varmere end 15-20 grader), indtil de kan sættes ud på friland fra ca. midt i april. Er vinteren mild og holder temperaturen sig over 6-8 grader, kan man plante ud allerede omkring februar-marts, men væn i så fald planterne til udendørslivet ved at sætte potten ud i dagtimerne og tage den ind om natten i en uges tid, inden de plantes i jorden.
Hvis man vil være sikker på at have korsvortemælk i haven i årene fremover, er det en god ide at så to år i træk, derefter vil planterne selvså sig. Den kan undertiden, men dog sjældent, udvikle sig til et ukrudtsproblem. Sker dette, må man løbende fjerne de umodne frø og bestanden vil så uddø.
Korsvortemælk trives bedst i fuld sol eller delvis skygge og i en let fugtig, men veldrænet jord.
En anden plante, der har ry for at fungere som en form for biologisk bekæmpelse af i hvert fald muldvarpe, er den etårige olieplante, Ricinus communis - se denne som selvstændigt produkt.
Denne storkøbspose indeholder ca. 50 frø – du sparer 1/3 i forhold at købe poserne i almindelig størrelse.