Stolt kavaler er en nem og overdådigt blomstrende, etårig sommerblomst med smukke blomster og fint, fliget løv. Denne sort, Versailles Carmine Pink, har smukke mørkrosa, næsten bordeaux-farvede blomster. Versailles Carmine Pink bliver ca. 100 cm høj.
Stolt kavaler er en af de nemmeste og mest overdådigt blomstrende blandt de etårige sommerblomster. Den kan sås direkte på friland og giver et væld af blomster fra midt på sommeren til langt ud på efteråret. Stolt kavaler er skøn i buketter, og jo flere blomster man plukker, jo flere nye sætter den. Den er anvendelig alle steder i haven: i prydbede med sommerblomster, i skærehaven, eller den kan give liv og fylde i staudebedene. Den er god at sætte blandt urterne i køkkenhaven, fordi den tiltrækker svirrefluer og andre nytteinsekter sommerfuglene holder også af den - og samtidig giver liv og lethed til den grønne køkkenhave. Den kan endda dyrkes i krukke i så fald er det en god ide at vælge de lave sorter eller jævnligt nippe planterne i toppen, så de forgrener sig i stedet for at vokse for meget i højden.
Stolt kavaler har store blomster næsten som børn tegner blomster med en midte omkranset af farvestrålende kronblade. Blomsterne er ca. 5-8 cm i diameter og løvet er let og filigran-agtigt ligner næsten dild. Planternes højde varierer efter sort - fra ca. 60 til 130 cm.
Som de fleste etårige sommerblomster elsker stolt kavaler sol. Den tåler en del udtørring og kan klare tørre perioder, men planterne bliver flottere og kraftigere, hvis man vander jævnligt. Hvis stolt kavaler har plads omkring sig, vil den blive en bred og stabil plante, som sjældent behøver opbinding. Står planterne tæt, bliver de tyndere og mere ranglede, men kan så for det meste holde hinanden oppe.
Man kan så stolt kavaler direkte på friland fra først i maj, hvilket giver gode og sunde planter, der dog først begynder blomstring omkring begyndelsen af august. Vil man have tidligere blomstring, fra medio juli, kan man forspire fra sidst i marts.
Stolt kavaler smider mange frø og vil ofte dukke op med selvsåede planter år efter år. Den udvikler sig dog ikke til et ukrudtsproblem. Uønskede planter er nemme at hugge om og man kan flytte dem rundt i haven til steder, hvor der lige mangler en smuk sommerblomst.
Ca. 30 frø pr. pose.