Stokrose med smukke fyldte blomster i en mørk pink - store lyserøde pudderkvaster, ligner blomsterne af denne sort, 'Chater Rose'.
Stokroser er indbegrebet af romantisk bondehusidyl, men tager sig osse smukt ud på stenbroen. Stokroser kan finde plads i selv den mindste smule jord og dyrkes derfor også op ad husfacader, hvor de kan klare sig med blot en smule jordforbindelse mellem husets sokkel og fortovet.
Blomsterne er spiselige, men de smager ikke af noget særligt. Så her er vi altså ude i det rene pjat – pynt for pyntens skyld! Men ikke desto mindre er det da fristende at fylde et par stokrose-blomster i en blomstrende salat eller skødesløst placere et par stykker oven på kagen. Bare sådan for sjov!
Stokroser blomstrer nedefra og op og har derfor en lang blomstring, fra juli-september. Bliver under optimale vækstforhold ca. 2 meter høj. Stokroser behøver ofte en støttepind eller opbinding for ikke at vælte omkuld. Holder af sol og rigeligt med vand. Mangel på vand kan resultere i rustpletter på bladene. Stokroser danner første år en bladroset og blomstrer på andetåret. Stokrose er egentlig toårig, men ofte lever planterne længere. Desuden laver de sideskud, og fornyer dermed sig selv. Skærer man stænglerne af lige efter blomstringen øger man chancen for, at planten vil leve og blomstre endnu en sæson. Stokrose er flittigt selvsående.
Kan sås hele året - også i den kolde periode. Læs mere om frøformering af stauder under 'Om at så'.
Ca. 25 frø pr. pose.